Instagram har droppet sit gamle logo til fordel for et nyt et af slagsen, som du kan se i toppen af denne artikel.

Det er ensbetydende med et farvel til det letgenkendelige Instagram-logo holdt i bl.a. en old school brun farve og med en regnbue, der refererede til de ikoniske Polaroid-kameraer.

Ifølge Instagram afspejler det nye design, at der er sket rigtigt meget, siden Facebook købte tjenesten for en milliard dollar i 2012.

Dengang var det ”bare” en fotodelings-tjeneste, men i dag er det blevet et globalt fællesskab, hvor over 400 mio. brugere flittigt deler billeder, videoer og oplevelser.

– Vi er blevet inspireret af den måde, hvorpå fællesskabet har vokset og forandret sig, og vi ønskede at skabe noget, der viser, hvor pulserende og forskelligartet storytelling på Instagram i dag er blevet, lyder det bl.a. fra Instagram i præsentationen af det nye logo, der i øvrigt ikke er det eneste, der har fået en overhaling.

Instagram har nemlig også ændret designet i app’en, der nu er holdt i sort/hvid. Ideen med dette er bl.a. at fotos og videoer dermed klarere skiller sig ud fra det øvrige indhold.

Derudover er også fonte og ikoner blevet finjusteret, så hele familien af Instagram-apps ( Instagram, Layout, Boomerang og Hyperlapse) får et ensartet grafisk udtryk.

Se en præsentation af Instagrams nye look i videoen herunder, eller læs mere i dette blogpost.