KLUMME: Der er stadig meget, vi ikke ved om Instagram som annonceringsmedie, men vi ved, at Facebook lancerer det på en lignende platform, som deres øvrige selfservice værktøjer.

Dvs. en platform, hvor vi på baggrund af brugernes login-data og adfærdsdata kan målrette annoncerne. Det kan på mange måder blive et interessant annonceringsmedie blandt andet fordi:

Instagram har over en million brugere per måned, og Instagram-annonceringen lanceres formentlig med en selfservice platform med samme helt unikke segmenteringsmuligheder som Facebook. Dertil kommer, at Instagram som medie har nogle meget interessante kvalitative egenskaber.

Ringe direkte respons

Vi skal nok ikke se Instagram som en mediekanal, der driver direkte respons.

Instagram er i sin form et kvalitativt lækkert medie, der minder mere om printmagasiner end de fleste andre digitale medier.

Ligesom de traditionelle printmagasiner er det et medie, hvor brugerne oser og lader sig inspirere i en social kontekst krydret med de influencers, foreninger og virksomheder man følger.

Desuden bliver mediet primært brugt på mobilen og hører blandt de medier, som bliver brugt til at slå tid ihjel.

Så det er ikke ligefrem mediet, hvor brugerne sidder klar med deres kreditkort og køber produkter. Tværtimod mener jeg, at brugerne vil hade at få taktiske budskaber fra virksomhederne med fx 3 liter mælk på tilbud.

Et inspirationsmedie

Det plejer ikke at være budskaber, der falder i god jord hos brugerne i et inspirationsmedie. Desuden er der tale om et meget visuelt medie.

Brugerne redigerer og uploader lækre billeder, og det samme gør andre aktører på Instagram. Derfor skal Instagram heller ikke måles på klik, men ses som en mulighed for at supplere de annoncer, man traditionelt set indrykker i magasiner.

Man skal således droppe packshot-billeder og i stedet bruge nogle flotte og inspirerende billeder, der passer godt til Instagrams kontekst og æstetik. Derudover skal man se Instagram som et inspirationsmedie og måle effekten herudfra. Derfor tror jeg, at Instagram kommer til at gøre indhug i printbudgetterne.