Danske InterMail fik sidste sommer ny adm. direktør – i skikkelse af den tidligere COO hos BBDO, Anders Ertmann.

Hans opgave har siden da været at skabe en digital transformation med det formål at blive et europæisk full service kommunikationshus, og nu følger næste kapitel i dén plan: Etableringen af relations- og dialogbureauet IM Loyal.

I spidsen for det nye bureau kommer Charlotte Novella til at stå, og hun kender huset indefra, da hun kommer fra en stilling som salgs- og marketingdirektør hos netop InterMail.

 – Vi har valgt den absolut bedste person til at stå i spidsen for vores strategiske satsning. Charlotte Novella har erfaring med opbygning af et bureau, og hun har mere end 20 års erfaring i branchen. Så jeg er meget glad for, at Charlotte har valgt at sige ja til jobbet, siger Anders Ertmann.

Det rigtige skridt

Visionen er at omsætte kundeindsigter og strategi til effektive og kreative kommunikationsløsninger på tværs af trykte og digitale medier, og Charlotte Novella siger selv om sine nye udfordringer:

– Jeg har over de seneste måneder været med til at lægge den fremtidige strategi for InterMail, og jeg er overbevist om, at forretningskombinationen med tech- og datadrevet markedsføring i form af en digital platform og kreativ eksekvering er det rigtige skridt for virksomheden.

Så da Anders Ertmann tilbød Charlotte Novella at stå i spidsen for den nye satsning, var hun ikke i tvivl om, at hun skulle takke ja:

– Jeg ser meget frem til at løse strategiske og kreative opgaver for vores nuværende og fremtidige kunder, og vi mærker en stor interesse i markedet for markedsføring med målbare resultater, siger den nyslåede bureaudirektør.

Ud over grænserne

Charlotte Novella tilføjer:

– Vores ambition er at blive de bedste til at udnytte data og binde analyser, strategi, taktik og kreative koncepter sammen og samtidig rådgive om medie- og kanalvalg. Vi bruger data til at kortlægge kunderejsen for at kunne kombinere det rigtige budskab til den rigtige målgruppe på det rigtige tidspunkt i den kanal, kunden selv vælger. Det er på den måde, vi gør markedskommunikation personlig.

Pr. 1. september består bureauet af seks kompetencer, og ud over den organiske vækst planlægger InterMail i øvrigt fortsat ekspansion, lyder det fra Anders Ertmann:

– På sigt har vi planer om både organisk og akkvisitiv vækst, der passer til vores ambitioner. Det er essentielt for os at kunne servicere vores kunder på tværs af landegrænser og brancher, og som vil understøtte vores vækststrategi.

InterMail leverede i 3. kvartal et overskud før skat på 2,8 mio. kroner mod et overskud før skat på 0,2 mio. kroner i samme periode sidste år.