Prisen uddeles af den verdensomspændende organisation Meeting Professionals International (MPI) til årets mest kreative og nytænkende kursus- og konferencearrangør i Skandinavien. Det er første gang, prisen går til Danmark, og Train får den for et spektakulært arrangement, der blev afviklet i forbindelse med toiletsædeproducenten Pressalits internationale salgs- og marketingseminar i januar.

Spillestedet Train i Århus var vært, da Pressalit i januar afviklede møde for deres internationale agenter. Mødet var i samarbejde med Train iscenesat som en begivenhed, hvor de internationale forretningsfolk og lokale kunstnere sammensmeltede deres tanker, visioner og arbejdsmetoder med udgangspunkt i Pressalit’s anerkendte produkter. Det hele kulminerede i præsentationen af verdens første toiletsædegalleri til tonerne fra The Seat Band. Et band bestående af konservatorieuddannede musikere, som til lejligheden havde udviklet musikinstrumenter bygget op omkring toiletsæder.

På den måde blev Pressalit’s salgs- og marketingseminar til et nytænkende bidrag til den voksende oplevelsesøkonomi. Og det er netop denne innovative og utraditionelle tilgang til mødekonceptet, som Meeting Professionals International (MPI) nu har belønnet ved at tildele Train årets ”Scandinavian Meeting Planner of the Year Award”, som aldrig tidligere er gået til Danmark.

Prisen består af en check på 50.000 SEK samt en stor omtale i MPI’s internationale magasin ”Meetings International”.

– Det er guld værd for Århus som møde- og konferenceby, at Train får denne flotte pris. Vi ønsker Train hjertelig til lykke, udtaler erhvervsturismechef Rasmus Jerver, VisitAarhus Convention. pia