En undersøgelse af, hvordan 109 luksusbrands fra hele verden gebærder sig i den digitale verden, sender danske B&O op på en flot placering – især fremhæves web-universet Beolounge.com, som danske Vertic Portals har kreeret for Struer-virksomheden.
Undersøgelsen – Luxury Lab 2: The Digital IQ Index – vurderer luksusbrands’enes ”digitale kompetencer” og kigger blandt andet nærmere på, hvordan det enkelte brand klarer sig i den virtuelle verden på parametre som website, SEO, interaktivitet, trafik, æstetik, innovation, involvering og brug af sociale medier.
Og selv om de allerøverste pladser optages af mærker som Apple, BMW, Audi og Sony plus en perlerække af andre bil-, mode-, smykke- og ur-klassikere, så lykkes det alligevel danske B&O at sikre sig en plads som nummer 31 blandt de 109.
Samt en plads i den næstbedste kategori som ”Gifted” foran ikoniske brands som Prada, Cadillac, Burberry, Dom Perignon, Jaguar, Omega og Armani.
Undersøgelsen fremhæver især B&O’s webunivers
beolounge.com som et prisværdigt ”innovation example”.
Universet er kreeret i samarbejde med det danske, digitale bureau VerticPortals, som med kontorer i Ryesgade i København, på Manhattan i New York – og siden august også i Bangkok – siden 2002 er lykkedes med at skabe sig international succes.
Beolounge.com er et eksplorativt univers, hvor brugeren bliver budt velkommen i et virtuelt ”hus”, får mulighed for at tage en tur gennem B&O’s produktunivers og historie – og for at se produkterne i kontekst.
VerticPortals har designet huset, så det komplementerer B&O’s designede produkter, og alt er lavet i 3D og video.
Partner og stifter af VerticPortals, Sebastian Jespersen, siger:
– Løsningen er et godt eksempel på, hvordan nettet kan bruges til at skabe stærke produkt- og brandpræferencer. Udfordringen for os var at skabe nogle stærke relationer til brandet og samtidig sikre, at B&O’s unikke design og teknologihistorie blev kommunikeret konsistent.
– Det er meget tilfredsstillende at se, at vi er lykkedes med det – og i sig selv interessant, at B&O bliver sammenlignet med Apple på internettet og faktisk på det punkt fremhæves som den innovative af de to, fortsætter Sebastian Jespersen.
Disse 10 brands har ifølge analysen har den ”højeste digitale IQ”:
- Apple
- BMW
- Audi
- Sony
- Porsche
- Louis Vuitton
- Ralph Lauren
- Tag Heuer
- American Express
- Gucci