Hjemmesiden
garia.com, der er udviklet af det danske digitale bureau VerticPortals, blev i lørdags kåret som ”Site of The Day” hos Favourite Website Award.
Æren går til webløsninger, der sætter nye standarder for, hvordan man kan skabe netbaserede brugeroplevelser og design.
Sitet er en introduktion af high-end golfbilen Garia, som i øvrigt bliver produceret på samme fabrik som Porsche Boxster, og brugeren har mulighed for at designe og konfigurere bilen efter eget ønske.
– Vi ville gerne lave en hjemmeside, der afspejler dette og samtidig giver besøgende den bedst mulige virtuelle oplevelse af golfbilen. Vi er meget stolte af resultatet og FWA prisen beviser, at det er lykkedes 110 procent, siger Jesper Løvendahl, der er salgs- og marketingdirektør hos Garia.
Garia.com bruger video i fuld skærmstørrelse til at præsentere golfbilens detaljer og i et online designcenter kan brugerne personalisere deres Garia ved at vælge farve, fælge, tag og meget mere.
– Vi fik til opgave at skabe en stærk online identitet, der kunne matche bilens unikke design og kvalitet. Da de fleste vil stifte bekendtskab med Garia golfbilen på nettet, var det essentielt at producere indhold der præsenterede bilen in action og i de rette omgivelser. Vi producerede selv al video og billedmateriale som bliver brugt på sitet, og kunne derfor skabe indhold, som passede perfekt med konceptet, siger Sebastian Jespersen, partner og stifter af VerticPortals.
FWA udnævner hver dag, 365 dage om året en Site Of The Day, hver måned udvælges s en Site Of The Month ud fra månedens favoritter, og ved udgangen af året deltager de tolv månedsvindere i konkurrencen om People’s Choice Award (PCA), og den overordnede Site Of The Year.