Tage Koed Madsen har forsket i eksport og internationalisering i 15 år. Han var med til at profilere Institut for Afsætningsøkonomi på Odense Universitet som et institut, der specielt ville fokusere på internationalisering, da instituttet blev oprettet for 11 år siden.
Dengang kunne man ikke på de øvrige afsætningsøkonomiske institutter finde lærere og studerende, der beskæftigede sig med eksport og internationalisering. Dette speciale hørte hjemme i Institut for Udenrigshandel, mente man. Til gengæld interesserede dette institut sig ikke specielt for virksomhedens afsætningsproblemer, men henviste til Institut for Afsætningsøkonomi.
Sådan er det ikke længere. Både i undervisning, forskning og i praksis, er internationaliseringen blevet et naturligt anliggende for alle, der beskæftiger sig med virksomhedens afsætningsproblemer. Derfor vil Tage Koed Madsen nu arbejde for, at internationalisering som et speciale vil blive nedlagt. Det får han gode muligheder for, efter at han er blevet dekan for det samfundsvidenskabelige fakultet ved den nye fusion mellem Odense Universitet og Handelshøjskole Syd.
I motiveringen for at tildele Dansk Erhvervslivs Pris for Afsætningsøkonomisk Forskning til professor Tage Koed Madsen fremhævede formanden for fonden, direktør Steffen Gulmann, at Tage Koed Madsens forskning konsekvent har fokuseret på internationale markedsføringsproblemer. Over en 15 årig periode har han bidraget til internationale konferencer og tidsskrifter med indlæg, der på indsigtsfuld, varieret og inspirerende måde belyser internationale afsætningsproblemer. Blandt hans værker blev bl.a. nævnt: “Empirical Export Performance Studies: A Review of Conceptualizations and Findings“, Oslo 1983. Her præsenterede Tage Koed Madsen grundlaget for det, der senere blev hans Ph.D-afhandling på Odense Universitet i 1987: “Export succes: How and why?“.
Til Tage Koed Madsens forskning hører bl.a. inddragelsen af kulturelle aspekter i den internationale markedsføring. Bidrag, der tegner denne linie i hans forskning, er: “The local and the global: Exploring traits of homogenity in European food cultures“ sammen med kollegaen i Odense; Søren Askegaard. Desuden har Tage Koed Madsen været en ivrig medarbejder i MAPP projektet. Han er således sammen med Klaus G. Grunert, Hanne Hartvig Larsen og Allan Baadsgaard, forfatter til bogen: “Market Orientation in Food and Agriculture“. Dertil kommer hans doktorafhandling 1997: “Virksomhedernes eksport og internationale konkurrenceevne“. Afhandlingen giver en lødig og enestående sammenfatning af eksport – og konkurrenceevneproblematikken, angrebet fra en række forskellige synsvinkler – tilføjede Steffen Gulmann.
Årets pris er på kr. 50.000.-, som ifølge Tage Koed Madsen vil indgå i to forskningsprojekter, et om den type af virksomheder, han kalder for “Born Globals“, og et andet om miljøstrategiernes indflydelse på konkurrenceevnen. I sin takketale bemærkede Tage Koed Madsen i øvrigt, at forskningen ikke alene bidrager til ny viden og afklaring i virksomhederne, men også giver politikerne viden om, hvilke områder, der har behov for støtte, og som der vil være en samfundsmæssig værdi i at støtte.
Prisoverrækkelsen blev overværet af en specielt indbudt kreds, bestående af bl.a. tidligere prismodtagere og medlemmer af fondens bestyrelse, herunder tidligere formand for Dansk Markedsføringsforbund, direktør Paul Fabricius med frue.
Nyheder