Bonniers lancerer den 24. september en amerikansk magasinsucces på det skandinaviske marked. Det er Mens Health, der med ti år på bagen og et oplag på over 2 millioner eksemplarer allerede nu distribueres bredt – i USA, Storbritannien, Rusland, Sydafrika, Latinamerika, Australien, Tyskland og Holland. Allerede inden lanceringen kan bladet notere sig en abonnentskare på over 100.000 samlet i Skandinavien. Konceptet er klart.
– Den moderne mands liv er for krævende til, at han gider læse om damer, han aldrig får fat på, biler han ikke har råd til, og tøj, han ikke gider gå med. I dag skal mænd være gode fædre, elskere, kollegaer og venner. Det er sjovt, men også ansvarsfuldt. Mens Health skal hjælpe mænd til at klare sig på alle disse områder, mener det nye blads chefredaktør Christian Holm, der også understreger, at man ikke vil kunne finde artikler om kendte danskere i Mens Health..
Med ovenstående programerklæring ønsker Bonniers at markere sig væk fra de to andre magasiner på det danske marked, som bejler til den samme mandlige aldersgruppe – Euroman og M!, der har markeret helt andre koncepter. Bonniers vil lave mere magasin og mindre billedugeblad.
– Vi vil ikke lave et blad for wannabees, fortæller salgschef Søren Hyldgaard, Bonniers Specialmagasiner.
Konceptet for det nye magasin ligger derimod tæt ved et af husets andre blade – I Form – der det seneste halve års tid i stigende grad har henvendt sig rent til kvinderne.
Som I Form vil Mens Health give råd og information om, hvordan læserne får et bedre liv. Formålsparagraffen er, at bladet vil hjælpe mænd til at få mere ud af deres liv – fysisk, mentalt og følelsesmæssigt.

DE 20 TIL 45 åRIGE
– Der er sket noget med den 25 til 35 årige mand. Faderrollen er opprioriteret, også for mænd i gode jobs med moderne værdier, uddyber Søren Hyldgaard.
– Vi henvender os til en blanding af “de grønne og de blå mænd“. Det er dem der også læser Børsen, Jyllands-Posten og Berlingske Tidende. En købestærk målgruppe. Derfor kan vi også allerede i det første nummer se, at vi er interessante for internationale annoncører inden for fx. mode, personlig pleje, biler, forbrugerelektronik og ure, forklarer han.
– Tidligere var det mandens kone, kæreste eller mor, der disponerede indkøbene for manden. I dag er han blevet mere selvbevidst. Han vælger selv sit tøj, og han kan tillade sig at være forfængelig.
Indholdet i de tre skandinaviske udgaver er ikke fuldstændig ens. Materialet tages fra den amerikanske udgave og nyskrives eller bearbejdes herhjemme. Fotos tages ofte fra den engelske udgave af bladet. I de enkelte lande op- og nedjusteres de enkelte emner i forhold til interessen i landet. Således vil samliv, stress og karriere blive opjusteret i Danmark.
– Det skal ikke være pjat det hele. Mænd bliver skilt, bliver syge, mister potensen. Her skal vi også kunne hjælpe dem til at komme videre – eller helst hjælpe dem til at undgå problemet selvfølgelig. Vi forsøger at være den ven, der kan hjælpe på områder, mænd har svært ved at tale med andre om, slutter bladets chefredaktør bevidst ubeskedent.