Flere danske hjemmesider kombinerer julehandel og velgørenhed, fortæller internetavisen ComOn.
Køb en julegave hos os – og vi sender den til Afrika, lyder budskabet f.eks. fra Unicef, som har åbnet en ny onlinebutik med utraditionelle gaver på Verdensgaver.dk.
Og julegaverne fylder ikke op under juletræet, for selve gaven sender Unicef til børn i den tredje verden. Køberen modtager til gengæld et gavekort, som så i stedet kan lægges under træet til onkel Poul.
Verdensgaver.dk sælger blandt andet en cykel med tilhørende køleboks til opbevaring af vacciner for 300 kroner, fem myggenet for 199 kroner eller en radio, som får strøm via håndsving og solceller, for 264 kroner.
Konceptet minder om aktiviteten Giv-en-Ged, som Folkekirkens Nødhjælp sidste år blev berømte for, og som fortsætter i indeværende år.
Også hos Engodsag.dk ønsker man at kombinere julehandlen med muligheden for at støtte velgørenhed. Her kan man lave en ønskeliste, der sikrer, at der vil gå penge til lige netop den hjælpeorganisation, som man gerne vil støtte.
– Der er mange mennesker, der har brug for en håndsrækning, og det forsøger vi at sætte fokus på ved at tilbyde danskerne en let og gratis måde at støtte deres helt egne mærkesager på med deres ønsker til jul, siger Jonathan Løw fra Engodsag.dk.
sit