Uhrskov.dk blev stiftet i november 2000 og har fra starten oplevet en eksplosivt voksende interesse og medlemstilgang. Allerede efter de første måneder har Uhrskov.dk nået de tre af fire succeskriterier, der blev opstillet for portalen. Uhrskov.dk har fra begyndelsen haft som mål at opbygge Danmarks bedste, største, mest brugervenlige og interessante skiportal på Internettet. Ved den seneste måling i slutningen af januar kunne der registreres mere end 38.000 sidevisninger om dagen. Skiklubben på skiportalen vokser i øjeblikket med 600-700 medlemmer om ugen og talte ved udgangen af januar de første 7.100 medlemmer. De nuværende faciliteter på Uhrskov.dk vil løbende blive udviklet og suppleret med nye tilbud. Blandt andet faciliteter med SMS, e-handel, on-line booking af hoteller, fly, færger, liftkort, skileje og andet samt spil og forskellige former for service til medlemmerne i skiklubben. Planen er næste år at etablere en “guld”-overbygning til skiklubben for dem, der mod betaling af kontingent ønsker at få adgang til rabatordninger, forsikringer, skiferie-sygesikringsbevis og andre services. Thomas Uhrskov fik ideen til skiportalen, da han efter en serie skiprogrammer på TV2 oplevede en storm af opringninger fra interesserede seere med alverdens ski-spørgsmål. Ideen om at etablere en skiportal på Internettet blev født og efterfølgende realiseret efter en snak med Sigurd Liljenfeldt, investor i Internet Ventures. Foruden støtte fra Internet Ventures Scandinavia har Uhrskov.dk indgået et samarbejde med TV2, der allerede har fået del i den trafik, som skiportalen har trukket til på deres hjemmeside. Internet Ventures blev etableret i efteråret 1999 og ejes i dag af 11 partnere/investorer og Danske Bank. Internet Ventures har foreløbig investeret eller forpligtet sig til at investere godt 110 mio. kr. i 11 Internetvirksomheder, nemlig Ask-Alex, eStructure, IMS, Kapow!, RNCS, Speednames, Swanloan, Zapera og senest Uhrskov.dk i Danmark samt de to svenske selskaber GoYada og SatCap. Det er målet at rejse omkring 500 mio. kr. til at opbygge en portefølje på 25-30 selskaber. Internet Ventures’ partnere går aktivt ind i ledelsen af de virksomheder, selskabet investerer i, og stiller deres kompetencer og erfaringer inden for ledelse, salg og marketing, strategi, finans, markedsanalyse, rekruttering, udvikling, køb og salg, etableringer med meget mere til rådighed. pia