2005 blev året hvor de danske internetmedier for alvor bed sig fast på annoncemarkedet. Med massiv vækst kvartal for kvartal og et fjerde kvartal, der toppede, med en omsætning på 119 millioner kroner, blev 2005 næsten bedre end ventet. Det viser årsstatistikken fra Foreningen af Danske InternetMedier – FDIM. Den samlede markedsomsætning fra FDIM i 2005 når op på 392 millioner kroner, hvilket er en stigning på 100 millioner kroner eller 34 procent i forhold til 2004.
– Det er store summer, der er blevet flyttet til internetmedierne, og det er fantastisk, at vi kan holde så høje vækstrater. Vi har længe forventet, at 2005 ville blive det største år nogensinde. De forventninger er blevet indfriet i højere grad end vi turde håbe. Ikke mindst når vi ser i årets sidste kvartal, der har sprængt alle rammer. 2005 blev året, hvor internetmedierne for alvor viste, at der er økonomi i at være internetmedie, siger Christian Peytz, formand for FDIM.
FDIMs omsætning dækker ikke hele annoncemarkedet på internettet. Søgeordsannoncering, der er i kraftig vækst, og telefonbogsannoncer på nettet er stort set ikke omfattet af FDIM statistikkerne. Men med fingeren på pulsen i branchen tør FDIM godt give et estimat på det samlede marked for internetannoncering.
– Vi skønner markedet til at have rundet en milliard kroner i 2005. Vores estimat dækker al internetannoncering herunder også søgeordsannoncering, der – specielt på grund af Google – er vokset eksplosivt i det forgangne år samt hele rubrikmarkedet og telefonbogsaktørerne, siger Christian Peytz.
2005 bød på prisstigninger på internetannoncemarkedet på cirka 20 procent, og FDIM forventer, at der i 2006 vil komme yderligere prisstigninger.
– Det er første gang vi har haft prisstigninger i branchens historie. Men vi ligger fortsat på et relativt lavt prisniveau sammenlignet med andre lande, og efterspørgslen er i vækst. Derfor er det naturligt at vi vil se prisstigninger over året, siger Christian Peytz.
FDIM præmierer i aften årets bedste internetkampagner. Det sker i forbindelse med arrangementet DIA 06, der er en kombineret konference og prisuddeling arrangeret af FDIM samt Dansk Marketing Forum og fagbladet Markedsføring. DIA 06 har tiltrukket omkring 500 branchefolk, der mødes i Store Vega i København. Det er tredje år, at FDIM uddeler priser til de bedste internetkampagner. MSOL