I løbet af foråret vil E*Trade, et af verdens største Internetsites, etablere sig på det danske marked. Det vil give danskere mulighed for at handle aktier, danske såvel som udenlandske, direkte på nettet. Det bliver reklamebureauet Saatchi & Saatchi, der skal stå for markedsføringen af den danske udgave af det verdenskendte site, der er for aktier, hvad Amazon er for bøger. Aflønning mellem Saatchi & Saatchi og E*Trade vil ske på performance basis.
Selvom E*Trade kun har eksisteret i knap fem år, har sitet allerede opnået status som et af verdens ti mest besøgte hjemmesider, når det angår E-Commerce. Det ses tydeligt på markedsføringsbudgettet, som sidste år lå på 300 millioner dollars – alene i USA. Succesen skyldes, at handel med aktier på nettet er blevet en livsstil i USA. Ideen med E*Trade, der har 1,7 million brugere i USA, er at give såvel private som virksomheder mulighed for at handle på børsen med de samme betingelser og gebyrer som børsmæglere. På den måde er E*Trade en direkte konkurrent til banker og finansieringsinstitutter. Hos E*Trade er der dog ingen rådgivning og kun et mindre gebyr, når man køber og sælger aktier.
Det er E*trades globale strategi, at lige meget hvor i verden man befinder sig, skal man kunne gå på børsen og handle aktier. Derfor vil E*Trade i de kommende år etablere sig i alle lande med en demokratisk markedsøkonomi. Turen er nu kommet til Norden. Sverige var første indsatsområde, nu følger Danmark og senere på året Norge og Finland. Som noget af det første i etableringen i Danmark vil E*Trade også lave en bank, der gør det muligt for kunder at investere deres opsparinger og kapitalpensioner i aktier.
– Vi vil blive en regulær trussel for bankerne, som kun har lavet halve løsninger med deres PC-banker. Kunderne er alligevel langsomt blevet vænnet til at bruge nettet til at lave forretninger, og det er en klar fordel for os, siger Denis Lewinsky, adm. direktør for E*Trade i Danmark. Han understreger, at udgiften ved køb og salg af aktier vil være op til 80 procent billigere med E*Trade end med banken som mellemhandler. Som udgangspunkt er E*Trade interesseret i alle kunder, der ønsker at investere.
– Men vi hellere have ham, der drømmer om at tjene 10 millioner, end ham der har 10 millioner stående uden at investere dem, siger han.

EVENT OG IKKE TV
– Hos Saatchi & Saatchi, der skal gøre danskerne fortrolige med E*Trade, er vi meget glade for det nye samarbejde, siger Patrick Isaak, der er kreativ direktør hos Saatchi og Saatchi.
– Vores målsætning som reklamebureau er at lave ideer, der forandrer verden. E*Trade som produkt passer derfor perfekt ind i vores tanker som bureau, siger han.
I USA er E*Trade et firma, der er kendt af de fleste, og i den seneste kampagne har man kørt med et sloganet “Its time for Etrade“. Saatchi & Saatchi vil i markedsføringen af E*Trade satse på utraditionel- og eventbaseret markedsføring, for at give folk en personlig oplevelse. Den primære målgruppe for kampagnen vil være mænd mellem 25 og 45 år.
– E*Trade eksisterer som produkt kun via et skærmbillede. Derfor er det vigtigt, at folk kan relatere sitet til noget personligt. Til en oplevelse, siger Patrick Isaak.
Adm. direktør i Saatchi og Saatchi, Michael Raffnsøe, tror, at tv-annoncering og andre traditionelle annonceringsmåder først vil blive aktuelle senere i kampagnen.
– Der er to faktorer, som er afgørende, når man arbejder på at markedsføre et netprodukt. Det handler om “Fastest way to Web“ og “speedaction“. Det skal være nemt og hurtigt. Begge dele er indeholdt i E*Trade, siger Michael Raffnsøe.

PERFORMANCE AFLøNNING
Denis Lewinsky har ikke lagt sig fast på hvor meget, der skal bruges på markedsføring. I USA har E*Trade fra begyndelsen valgt at bruge hele overskuddet på markedsføring. Aflønningen mellem Saatchi og Saatchi og E*Trade vil blandt andet ske på baggrund af antallet af kunder, det lykkes at skaffe E*Trade. Hos Saatchi og Saatchi har man fuld forståelse for den nye aflønningsform.
– Det er godt for begge parter. E*Trade behøver ikke have den store pung oppe, før frugten er moden. Og det drypper som bekendt på degnen, hvis der regner på præsten, siger Michael Raffnsøe.