– Hvis et familiemedlem brugte CRM over for dig, ville du tro, at vedkommende var skør.
Forfatteren, bloggeren og internetguruen Doc Searls var den samlende åbning på den mere end fuldtegnede New Media Days 2006 i Øksnehallen i København. To dage med informations- og inspirationskanaler i op til tre spor ad gangen.
– Markedet bygger for på transaktioner, samtaler og forhold. Sidstnævnte betyder mest. Og bemærk, at CRM ikke er med i dette. CRMs problem er, at forholdet hviler ene og alene på den ene part, mens et ægte forhold er bygget på samarbejde, sagde Doc Searls
I stedet lancerede han det leverandør-relaterede begreb, VRM, Vendor Relationship Management.
– VRM har stor styrke, f ordi kunden er dén med pengene. Og kunden vil selv fortælle dig sine behov. Dette vil overflødiggøre de fleste reklamer, for nej: Reklamer skaber ikke behov, sagde Doc Searls.

De bedste blogs bliver snebolde

New Media Days, der arrangeres af bl.a. Danmarks Radio og Dansk Marketing Forum (DMF), er en overdådig række eksempler på, hvad der er nyt, og hvad er yt. Der ligger i arrangementets natur en iboende imødekommenhed over for alt nyt, og da Doc Searls samtidig er, som amerikanere er flest, nysgerrig, optimistisk og klar i mælet, så fik New Media Days det rette anslag.
– VRM er ikke begyndt endnu. Jeg og nogle andre forsøger at rulle det i gang, sagde Doc Searls om sine blogs.
Netop de bedste blogs er ifølge Searls er snebolde, hvor din gode idé kan blive til fælleseje. Og når boldene ruller, så ruller de stærkt. Et eksempel er podcasting, der gav 24 hits i september 2004, 4 mio. i juli 2005 og 95 mio. i dag, sagde Searls om Google, der udover sin gængse søgning kan søge i blogs. Inddelingen er ikke så underlig, forklarede guruen.
– Her ser vi skellet mellem live og statisk web. Google holder stille, mens det søger, mens Google blog search og andre tilsvarende sites søger i tid og kun reagerer på livstegn. Den ene gennemser milliarder, den anden lytter til millioner.

Forståelsen af kreativt arbejde

Der er kronologi i live web, men ikke orden i form af facitlister.
– Live web er ikke indhold, men ideer. Det er en fælles arbejdsproces, der er mere foreløbig end færdig. Journalister og eksperter vil ellers gerne præsentere endelige resultater, og de kommer til kort her, hvis ikke de udnytter deres ene fordel: At forstå kreativt arbejde, sagde Don Searls, der tog udgangspunkt i et af sine egne kreative stykker arbejder, internet-bestselleren ”Cluetrain Manifesto” fra 1999, som han skrev sammen med fire andre.
– Den havde 95 teser, fordi den slags virkede for Luther. Og vi kaldte den et manifest, fordi det virkede for Marx, forklarede Doc Searls, der slog en mere seriøs og kritisk tone an, da han ved spørgsmål fra salen blev bedt om at forholde sig til Second life-universet og Web 2.0-tankegangen.
– Jeg har set nogle forsvinde helt ind i Second life – jeg håber, at de kommer ud igen, lød det sarkastisk fra Searls
– Og Web 2.0 – det bliver det næste store crash.