En række af Danmarks store internet-virksomheder og mediehuse er gået sammen i en arbejdsgruppe for at undersøge, hvordan man kan sikre brugerne bedst muligt i en fremtid med microbetaling på nettet. Blandt initiativtagerne til arbejdsgruppen som bl.a. består af sitesene Jubii, Politiken.dk og Krak står Rune Bech fra TV2.dk
– Microbetaling på internettet er på vej frem i USA og Tyskland. Eksempelvis betaler tyskerne gerne 50 øre for at spille et fler-brugerspil over nettet, eller 40 kroner for en forbrugertest af vaskemaskiner, siger Rune Bech, der tror, at folk gerne vil betale små beløb for kvalitetsindhold på nettet, hvis det ikke er besværligt og tidkrævende.
– Men folk vil ikke sidde og fedte med deres Dankort for at afregne 50 øre for et spil eller 5 kroner for en artikel fra et dagblads arkiv, siger Rune Bech, chef for TV 2 Interaktiv.
Arbejdsgruppen ønsker samtidig at sikre, at folk ikke behøver at registrere sig 20 forskellige steder i 20 forskellige systemer, men kan nøjes med at tilmelde sig én gang for alle, og dermed får fri adgang alle steder og en samlet detaljeret opgørelse, der dækker alle sites en gang månedligt.
– Samtidig ønsker vi at sikre, at sikkerheden er helt i top, så brugerne kan være trygge. Man kunne kalde intentionen for et slags PBS for internet- og medievirksomheder, siger Rune Bech.
Arbejdsgruppen har kigget på en lang række microbetalingssystemer, og er i øjeblikket i færd med at indhente tilbud på opgaven.