Fra begyndelsen af juni får danske internetforbrugere deres eget kvalitetsmærke, så de nemmere kan sortere i hoben af sites, der lokker med tilbud og troværdighed.
Mærket blev præsenteret forleden på et seminar om elektronisk mærkning – regler, sikkerhed og etik for e-handel, der blev afholdt af Dansk Markedsføringsforbund.
Skæringsdatoen for mærket hænger sammen med et EU-direktiv, som tvinger den danske regering til at lave et forbud mod at danske virksomheder udsender elektroniske reklamer uden samtykke. Forbudet gælder uopfordrede reklame-e-mails, såkaldt spam, til både private og virksomheder. Indtil videre foreligger der kun et lovforslag til en ny markedsføringslov, som også indeholder en række andre tiltag, der skal beskytte forbrugeren.
Det nye mærke skal være rettesnoren for danske hjemmesider og vil indeholde retningslinier, der omfatter alle aspekter ved e-handel. Heriblandt markedsføring – specielt mod børn og unge, datasikkerhed og regler for e-mails, der sendes uopfordret. Virksomheder eller sites vil kun få det såkaldte e-handelsmærke, hvis alle retningslinier er opfyldt.
– Men der vil også være en fordel for virksomhederne i at have mærket. Det vil både skabe større troværdighed overfor forbrugerne og bedre mulighed for afsætning, siger Christian Johansen, fuldmægtig i Erhvervsministeriet, der deltog i seminaret.
VIDERE TIL EU
Det er meningen, at en selvejende institution, der fysisk vil ligge i nærheden af Forbrugerrådet, skal føre kontrol med, at virksomhederne overholder reglerne. Brydes reglerne ryger mærket, og der går så et halvt år, før man kan få det igen.
– Der er et stigende behov for at få et mærke, som kan garantere, at den enkelte hjemmeside overholder de retningslinier, som loven foreskriver, siger Mette Reissmann, jurist hos Forbrugerrådet, som sammen med otte handelsorganisationer og to ministerier har arbejdet på at skabe mærket. De mange organisationer dækker bl.a. over Dansk Handel & Service, Dansk Industri, IT-brancheforeningen, HK og Finansrådet. – Det har bestemt ikke været nogen nem opgave at blive enige om indholdet mellem de forskellige parter. Men det er lykkedes og nu gælder det om at få søsat mærket med hensyn til formen, siger Mette Reissmann, der også håber på, at det danske mærke, som endnu ikke har et navn, kan bringes videre til EU-kommissionen, der flere gange har givet udtryk for, at man gerne så der blev lavet en fælles standard på området
På verdensplan eksisterer en del kvalitets- og troværdighedsmærker for internetsites og en del af dem er på vej ind på det danske marked bl.a. mærket Webtrust, som bliver kontrolleret af statsautoriserede revisorer og TRUSTe, der beskæftiger sig med privacy.
Christian Johansen, fuldmægtig i Erhvervsministeriet, anser det dog for tvivlsomt, at der i fremtiden kun vil være ét mærke, som varetager alle forhold på nettet.
– Så er det langt mere sandsynligt, at vi vil få en paraply af mærkeordninger, siger han.