Online-markedsføring er et af de medier, som er vokset mest i de seneste år både herhjemme og i udlandet. Et af verdens største bryggerier, danske Carlsberg, har også taget online-markedsføring til sig, så det nu indgår som en helt naturlig del af bryggeriets marketing-palette.
– Selvom vi lever af at sælge øl, er det kun meget begrænset, hvad vi kan bruge internettet til at sælge af vores øl, men vi kan bruge vores tilstedeværelse online til at gøre kommunikationen mere relevant i forhold til forbrugerne, siger Sofie Brammer, d er udover at være senior produktchef for Carlsberg Pilsner også er onlineansvarlig på Carlsberg Danmark. Hun understreger, at Carlsberg opfatter sig selv som en del af underholdningsbranchen, hvor oplevelser og nydelsesfulde situationer er i højsædet. Dette er også gældende for vores massive tilstedeværelse på internettet. Desuden giver det bryggeriet ”speed to market”, som hun kalder det.
– I foråret gav jeg en omgang øl til hele Danmark i forbindelse med, at vi relancerede den gamle pilsner-flaske. Jeg kunne hurtigt og nemt via online og print annoncere begivenheden og specifikt hos de af vores kunder der var med i eventen. Altså en direkte og relevant kommunikation med forbrugerne, siger Sofie Brammer fra Carlsberg Danmark, der er en af talerne på internet-konferencen DIA ´06, der finder sted den 2. februar.
Konferencen fokuserer på de nyeste tendenser indenfor brugen af online-markedsføring. Udover Sofie Brammer, online ansvarlig for Carlsberg Danmark, deltager også Annette Saarinen, global salgsdirektør på Habbo Hotel og Martin Jobin, global interaktiv marketingdirektør for Volvo Corp. Fra den kreative verden kommer den mest vindende danske kreative, Lars Bastholm, der sidder som kreativ chef på det amerikanske webbureau AKQA. Udover at være taler på konferencen deltager Lars Bastholm også som juryformand i prisuddelingen, der finder sted som afslutning på dagen. Lars Bastholm har bl.a. vundet tre Grand Prix-løver ved Cannes Lions for kreative hjemmesider for Nike.
Længere op ad loyalitetsstien
I forbindelse med Carlsbergs sponsorat af Euro 2004 kørte bryggeriet en kampagne, hvor forbrugerne kunne samle koder og købe Carlsberg-merchandice. Det skabte så stor interesse, at der blev indtastet over en mio. koder i forbindelse med kampagnen.
– Tidligere var den slags noget, vi fik ind med brev og som vi skulle have en stab af folk til at sortere i. Nu foregår en del af det automatisk. Vi har oplevet med de seneste promotions-kampagner, at netop online-delen er en oplagt måde at skabe en tættere dialog med forbrugerne, for når de er inde og taste deres koder er der også mange af dem, som bliver inspireret til at søge videre på vores site og læse mere om Carlsbergs øl-historie, mangfoldigheden i øl og mad og måske tag en online øl-eksamen, siger Sofie Brammer, der oplyser, at Carlsberg hver måned sender diplomer ud til forbrugere, der har taget en øl-eksamen på carlsberg.dk.
– Vi bruger internettet til at komme længere op ad loyalitetsstien. Vores kommunikation er stadigvæk drevet via tv, men vi har med internettet fået en måde at invitere folk ind til en tættere dialog, siger hun.
Et af de dialog-værktøjer som Carlsberg har, er et månedligt nyhedsbrev, som uden selvstændig markedsføring nu sendes ud til mere end 70.000 abonnenter.
– Det er dejligt for os at kunne kommunikere med dem som har lyst til at få mere information. På den måde vil jeg sige, at online er blevet en mere integreret del af vores markedsføring. Det er ikke sådan, at vi bruger flere penge i kroner og øre, men vi er blevet bedre til at bruge mediet og til at gøre det til en naturlig integreret del af vores marketing-mix, siger Sofie Brammer, der oplyser, at internettet udgør omkring fem procent af Carlsbergs samlende mediebudget.
– Det lyder lavt, men det er fordi det andet er højt. Vi kommer nok ikke til at bruge flere penge på internettet i de kommende år, men vi kommer til at overveje den måde vi henvender os til forbrugerne i forbindelse med, at der kommer en liberalisering af markedsføringsloven. Det vil øge muligheden for at lave noget der er mere spændende og nemt for forbrugerne, men det vil også gøre, at mange forbrugere vil føle sig bombarderet med budskaber: Derfor er vores udfordring ikke at bruge flere penge, men at blive dygtigere ud fra de forudsætninger, som er givet, siger hun.
BOX
DIA06.dk åbner for gæstebloggere
Hver dag i januar kan du på dia06.dk læse et nyt indlæg fra et håndplukket hold gæstebloggere. Den første blogger var Lars Bastholm, AKQA, og formand for DIA 06, der lagde for i sidste uge. Han er bleve t afløst af Christian Strand, IUM, Balder Olrik, Goviral.com og Johan Boserup, OMD, der hver tager to-tre dages tørn.
Herefter følger endnu et par andre profiler fra den danske internetverden. De enkelte gæstebloggere har fået frie hænder til at skrive deres daglige dagbogsagtige optegnelser, og skriver selv direkte og uredigeret på dia06.dk hjemmesiden. Og der er åbnet for kommentarfunktionen, så alle læsere kan give deres besyv med. Skriverierne kan følges på www.dia06.dk – og med et newsreader-program installeret på computeren kan man automatisk få tilsendt indlæggene i takt med at de lægges på, ved at abonnere på dia06’s såkaldte newsfeed – www.dia06.dk/atom.xml.