Danskernes tidsforbrug på internettet afspejler sig ikke i det netop vedtagne medieforlig, hvor man ifølge FDIM (Foreningen af Danske Interaktive Medier) ikke forholder sig til det aktuelle medielandskab.
– Vi forstår ikke, hvordan man kan indgå et medieforlig uden at forholde sig til internettet. At internettet end ikke er omtalt er svært at forstå i betragtning af, hvor meget internettet fylder i danskernes hverdag, siger formand for FDIM Christian Peytz.
– Politikerne har endnu ikke forholdt sig til den seneste tids udvikling, hvor danske medier udfordres af store, udenlandske hjemmesider, og hvor annoncekronerne fortsætter med at flytte ud af landet, fortsætter han.
Formanden bliver suppleret af foreningens direktør Morten Helveg Petersen:
– De politiske partier havde her en oplagt mulighed for at fremtidssikre udvikling og udbud af dansksproget indhold på internettet. Men medieforliget tager ikke højde for den dramatiske forandring af medielandskabet, som danskernes brug af internettet har medført. Det er en oplagt mulighed, der desværre ikke er blevet benyttet, siger han.
Morten Helveg Petersen argumenterer, at danskerne bruger lige så meget tid på at være interaktive på internettet som på passiv lytning af radio.
– Men den politiske diskussion og opmærksomhed har særligt været om radioens vilkår. Et paradoks i betragtning af at de to fylder lige meget i medielandskabet. Groft sagt er de unge på nettet, mens de ældre lytter til radio. Derfor virker det heller ikke særlig fremadrettet ikke at forholde sig til nettet, siger han.
Næste gang politikerne får mulighed for at bringe internettet på dagsordenen er til efteråret, når der skal forhandles mediepolitik igen i forbindelse med finansloven.