Flere tusind mennesker bænket omkring runde borde i den kæmpestore hal var gået i gang med at fordøje frokosten, da dagens hovedtaler blev introduceret: Robert B. Reich, professor of social and economic policy – og i øvrigt med en fortid som chef for arbejdsministeriet under “The Clinton Administration“.
Scenen var sat, videoskærmen bagest på scenen delte sig i to – og ind trådte ikke meget mere end en dværg. Men før nogen for alvor havde fået tid til at være forundret affærdigede han alle videre spekulationer.
“Politics wore me down (politik kørte mig ned)“, lød budskabet, og Robert Reich understregede, at hans virkelige handicap ikke var hans højde – men derimod at han var økonom.
Og så var det slut med lidenheden – og spekulationer om lidenheden. En time senere havde hele forsamlingen af marketingfolk forsamlet til den årlige konference i Direct Marketing Association i New Orleans fået udlagt teksten om den ny økonomi.

GLOBALISERING OG INTERNET
Oliepriser og aktiekurser – de går op og ned i takt med udbud, efterspørgsel og forskellen i økonomisk vækst mellem lande. USA’s økonomi er grundlæggende sund, og tingene skal nok regulere sig. Det er to andre ting, som udgør de store og helt afgørende økonomiske problemstillinger: globaliseringen og internettet.
Globaliseringen udtrykker sig f.eks. ved, at Robert Reichs nye hofte er produceret i Tyskland og designet i Frankrig, så han nu kunne prale af sine “french designer hips“.
Hvad angår internettet, så var budskabet ganske enkelt. Nettet bringer samfundet fra at være præget af masseproduktion – fra at være en økonomi baseret på størrelse – til at være en økonomi, hvor konkurrence-evnen knytter sig til evnen til at nå specifikke målgrupper. Internettet tilfører en økonomisk drivkraft, der handler om skræddersyning af produkterne. Eksisterende forretninger – som f.eks. et rejsebureau – mister ikke nødvendigvis deres marked. Det skal blot lave noget andet.
En anden foredragsholder på den store konference var inde på samme spor. Udover konstateringen af, at internettet bevæger samfundet fra en økonomi baseret på størrelse til en økonomi baseret på målgrupper, fremhævede Christopher Locke, der er den ene af forfatterne bag The Cluetrain Manifesto, eksemplet med Fords beslutning om at give alle ansatte en computer. Pointen var, at Ford derved får 350.000 øjne og ører ude på markedspladsen, og det er en helt anderledes visionær tænkning end den banale, at man opgraderer de ansatte teknisk, så man kan få en mere rationel produktion.

MENNESKER, TALENT OG KUNDER
Robert Reich fremhævede videre, at internettet grundlæggende fjerner alle barrierer for, hvem der vil gå ind på et marked – og dermed for hvad man pludselig risikerer at få af konkurrence. Kapital, produktionsapparater og markedsadgang ophører med at være konkurrenceparametre. Tilbage er den aførende konkurrenceparameter i form af mennesker og talent – samt relationerne til kunderne. Hvilket fik Robert Reich til at konstatere, at internettet og direct marketingverdenen er tæt forbundet. Direct marketing branchen befinder sig lige nøjagtig, hvor det hele foregår.
Det kan umiddelbart betragtes som alle tiders gunstige position, men den er ikke uden farer. Det såkaldte “privacy issue“ – om retten til de informationer, som forbrugerne efterlader på nettet i takt med efterspørgslen på individualiserede produkter – udgør en stor udfordring for branchen – om end Robert Reich dog var overbevist om, at det nok vil løse sig – også gennem eventuel lovgivning.
Men han pegede videre på den store udfordring at evne at forandre sig i forhold til mulighederne, og her fremhævede han to primære faktorer, der har det med at hindre forandring.
Den ene handler om succes i fortiden. Når man rider på en succes, så kan det være meget svært at forandre sig, fordi man hænger fast i det, som man tidligere har haft succes på.
Den anden handler om de gradvise udviklinger, der slører behovet for forandring, og her brugte han et billede med en frø, som man kan komme i lunt vand i en gryde. Så vil den hygge sig og svømme fornøjet rundt. Kommer man den i kogende vand vil den reagere på stedet, fordi alle instinkter vil sige, at forandring er nødvendig for at overleve. Men begynder man i stedet at skrue op for det lune og behagelige vand, så vil frøen ikke opdage, at den er på vej mod en katastrofe.