Reklameforbrugsundersøgelsen for 2005 markerer det afgørende gennembrud for internettet. Ikke bare fordi det voksede med 160 mio. kr., men også fordi undersøgelsen udpeger de store tabere.
Det gælder ”Årlige publikationer”, der omfatter bl.a. årbøger, kataloger og telefonbøger samt ”Andre tryksager”.
– Det er nu, du ser internettet folde sig ud, og det er de to grupper, der betaler regningen, fordi internettet ganske enkelt mindsker behovet for disse grupper, siger underdirektør Sverre Riis Christensen, TNS Gallup.
”Årlige Publikationer” faldt i 2005 med hele 19,6 pct. – eller i alt 231 mio. kr. ”Andre tryksager” faldt med 4,8 pct. – eller 94 mio. kr. – og de to grupper har således leveret et fald, der er mere end dobbelt så stort som internettets stigning.
– Men Reklameforbrugsundersøgelsen omfatter kun annoncering på nettet, og der investeres mange penge i nettet ud over annoncering, siger Sverre Riis Christensen, der ikke er i tvivl om, at de vaneændringer i forbrugernes adfærd, der ligger til grund for udviklingen, vil fortsætte.
Selvom Annonceomsætningen de sidste to år er steget mere end ”Anden reklame”, så ser han ingen grund til at afblæse den langsigtede trend til, at de traditionelle medier presses af andre mediegrupper.
– De helt store vindere i 2005 er internettet og sportsponsering, der er blevet stueren. Desuden fortsætter hustandsomdelte tryksager med at vinde frem. Når konjunkturerne vender skal vi nok se langtidstrenden igen, siger Sverre Riss Christensen og erkender, at trenden ikke så meget er et opgør med massekommunikation. Både internettet, husstandsomdelte tryksager og sportsponsering er massekommunikation, mens direct mails er stagneret i de senere år, så generelt klarer massekommunikationens sig rigtig godt. fin