Frygten for tab og kaos fik investorerne til at flygte fra næsten alt under finanskrisen. Nu er lysten til at satse formuer på risikable aktier og obligationer vendt tilbage med så fornyet styrke, at vi er tæt på det niveau for risikoappetit, der herskede, før finanskrisen brød løs, lyder vurderingen fra en håndfuld aktie- og investeringseksperter, skriver Jyllands-Posten.
– Lysten til risiko er helt klart kommet tilbage. Det kan vi bl.a. se på øget efterspørgsel efter aktier og de mere risikable obligationer, de såkaldte junk bonds, siger aktiestrateg Henrik Drusebjerg fra Nordea. Ifølge Jyske Banks egne modeller toppede investorernes frygt for risikofyldte investeringer under finanskrisen til helt nye højder, men nu er den faldet tilbage til normalen.
– Der er ingen tvivl om, at investorernes lyst til risiko er tiltaget. Det sker i takt med, at avisoverskrifterne ændrer sig, og der kommer øget tiltro til økonomien og til virksomhedernes regnskaber, siger chef for aktieanalyse Rune Møller fra Jyske Bank.
Jyllands-Posten Erhverv side 1.