Store og internationale, institutionelle investorer presser danske virksomheder til at øge ligestillingen, lyder det fra eksperter, headhuntere og fra investorerne selv. Danmarks største pengetank, pensionsfonden ATP, er blandt dem, der prikker virksomhederne.
– Det er skuffende, at der ikke er flere kvindelige topledere i Danmark. Vi er langt bagud i forhold til de lande, som vi sammenligner os med. Niveauet er på linje med underudviklede økonomier, siger direktør Lars Rohde.
ATP har sat et mål om flere kvinder på ledelsesposter internt og i de virksomheder, som fonden investerer i. Det gøres blandt andet ved at debattere emnet og gøre opmærksom på, at øget mangfoldighed er en styrke for virksomhedernes resultat og udvikling.
– Det er en skam, hvis virksomhederne ikke er i stand til at udnytte det kæmpe potentiale, der er i mangfoldighed – herunder også kønsmæssig mangfoldighed. I de selskaber, hvor vi har en betydelig aktiepost, henvender vi os til ledelsen, hvis vi mener, at de har et problem med det, siger Lars Rohde.
Jyllands-Posten Erhverv side 1 + 14.