Der bliver trangt på scenen, når to af medieverdenens største ego’er, mediemogulen Rupert Murdoch og Apples topchef Steve Jobs, om en uge skal stå skulder ved skulder på en scene på San Francisco Museum of Modern Art.
Her vil de i fællesskab løfte sløret for mediemogulen Rupert Murdochs nyeste påhit, The Daily, skriver flere amerikanske medier.
The Daily er et nyt digitalt dagblad skræddersyet Apples iPad, og avisprojektet har været ventet med spænding i månedsvis, mens det har taget form i Murdochs hovedkvarter i New York.
Interessen skyldes til dels den salgssucces, som Apples iPad har opnået på verdensplan, og dels de muskler, som Rupert Murdoch kan kaste bag iPad-satsningen.
Australsk-amerikanske Murdoch kontrollerer således News Corporation, der ejer medier verden over. Porteføljen er bred og omfatter udover aviser og magasiner foruden investeringer i satellit-tv, filmindustrien og på nettet, hvor Murdoch bl.a. ejer den sociale platform MySpace.
Han har tidligere meldt ud, at han er villig til at smide 30 millioner dollars, små 170 millioner kroner, i The Daily, og da penge ikke ligefrem hænger på træerne i mediebranchen i øjeblikket, så er det lykkedes ham at trække mange markante kræfter fra medier som New Yorker, the Daily Beast, Forbes og AOL til The Daily.
Den tidligere næstkommanderende på New York Post, Jesse Angelo, skal stå i spidsen for The Daily, der foruden generelle nyheder vil fokusere på sport, kunst og holdninger.
Murdoch satser på, at succesen fra Apples iPad vil smitte af på The Daily og trække abonnenter til det digitale dagblad, der skal give hans mediekonglomerat nye indtægtskilder i takt med at markedet for printannoncer fortsætter med at falde. 
Apple introducerede iPaden i april sidste år, og der var ifølge analytikere solgt op mod 10 millioner enheder ved årets udgang.