Japanske Japan Display og Sharp samt sydkoreanske LG Display, der alle tre leverer LCD-skærme til den Apples nye iPhone 5, er angiveligt blevet bedt om at sænke produktionen af skærmene markant, da efterspørgslen efter Apples nyeste smartphone ikke har været så høj, som først ventet.

 Det skriver den japanske finansavis Nikkei mandag morgen.

Ifølge avisen var det Apples oprindelige plan, at der skulle produceres omkring 65 mio. skærme alene i indeværende kvartal, men det estimat er nu omtrent halveret.

Nikkei kan endvidere berette, at Japan Display, der har seks fabrikker i Japan, vil blive ramt hårdest. Selskabets fabrik i Nomi. Der kun producerer til Apple ventes midlertidigt at sænke produktionen med 70-80 pct. i dette kvartal sammenlignet med det foregående kvartal.

 

Nikkei/aktiefokus.dk