Den nye fingerscannerfunktion, som Apple i går præsenterede som en funktion i den nye iPhone 5S, kan blive en bombe under vores digitale sikkerhed.
Det skriver metroxpress på baggrund af udtalelser fra sikkerhedsekspert Peter Kruse fra CSIS Security Group, der også forventer, at den amerikanske efterretningstjeneste NSA vil hente vores fingeraftryk til sin database.
– Det er jo i sig selv besnærende. Men derudover afleverer du dit fingeraftryk, når du rejser ind i USA. De kan derfor følge dig resten af livet – geografisk, og hvem du taler med, hvad du foretager dig og din økonomiske situation gennem din netbankadgang på mobilen, siger Peter Kruse og forsætter:
– Jeg ser det som et sikkerhedsmæssigt mareridt.
Men det er formentlig ikke kun NSA og andre efterretningstjenester, der får adgang til vores personlige oplysninger på telefonen. For endnu står det uklart, hvor sikker fingerscanneren egentlig er.
Metroxpress.dk