Mens nethandlen får større og større betydning for dansk økonomi, er Irma ved at vågne op til dåd på onlinefronten.
Med efterårets totale overtagelse af Irmatorvet.dk, der oprindeligt hed Torvet.dk, vil dagligvarekæden kapre børnefamilierne fra discountkæderne og få dem til at handle online i stedet.
Ambitionen er at vokse mere end succesvirksomheden Nemlig.com, der sidste år blev kåret til landets bedste e-købmand og som i foråret 2011 havde 1,4 millioner kunder. Men virkeligheden er, at regnskabet for Irmatorvet.dk viser et underskud før skat på 3,7 millioner kroner og en nettoomsætning på 26,7 mio. kroner sidste år. Og ifølge topchef i Irma Alfred Josefsen vil det tage “mange år” førend Irmatorvet.dk giver overskud.
– Vi får et 2011, der var værre end 2010. Men vi arbejder på fremtiden og investerer i projektet. Det koster at investere i en massiv tilvækst, siger han til Berlingske Business.
En af investeringerne er et ekstra ekspeditionslager i hovedstadsområdet, så alle varer ikke skal igennem lageret i Nørre Sundby, hvor selskabets eneste lagerlokaler hidtil har ligget. Alfred Josefsen har erkendt, at “tiden er inde til, at folk skal handle på nettet”, som han siger. Og han ved, at konkurrenten Nemlig.com er et par vigtige skridt foran.
– Nemlig.com har en fin kvalitet i leveringen, de leverer det, man har bestilt – og på det rigtige tidspunkt. Vi har haft for mange fejl i vores leveringer, siger han og giver sit eget Irmatorvet.dk mindst fem år til at komme op på det salgsniveau, som han venter, at det har potentiale til.