Supermarkedet Irma vildleder for at få opmærksomhed om en klimaaktion på onsdag.
Irma skriver i en pressemeddelelse mandag morgen, at Irma-hønen, der blinker i mørket ved Dronning Louises Bro i København, bliver slukket for første gang siden 1953 i anledning af “Earth Hour Copenhagen”, der foregår onsdag aften. Men hønen var slukket i en ligende aktion tidligere på året.
Pressemeddelelsen beskriver ellers de bekymringer, som Irma har ved at slukke det gamle anlæg, der har kørt uafbrudt i 57 år, uden på nogen måde at omtale de blot ni måneder gamle erfaringer med at slukke hønen.
Marketingchef Gitte Matzen fra Irma bekræfter, at hønen også var slukket i en
sluk-lyset-aktion i marts.
Spørgsmål: Hvorfor skriver du i en pressemeddelelse, at den har kørt uafbrudt siden 1953, når den var slukket i foråret.
– Det kan du have ret i, men så synes jeg, vi fortaber os i detaljen.
Spørgsmål: Hele pointen er vel, at det er første gang, den bliver slukket.
– Det er rigtig, den har været slukket en time tidligere. Det har du fuldstændig ret i, siger marketingschefen.
“Earth Hour Copenhagen” opfordrer folk til at slukke lyset en time onsdag aften for vise opbakning til kampen mod den globale opvarmning.
/ritzau/