– Mød Irmas nye ”Generation Passion”. Sådan lyder overskriften på næste uges, meget utraditionelle tilbudsavis fra Irma.
Avisen er skabt af syv elever i Irma – Astrid, Jill, Mads, Marie Louise, Rasmus, Magnus og Ronni – og ud over at være ansat og under elevuddannelse i Irma har de alle passionen for god mad og kvalitet til fælles.
Og det præger tilbudsavisen, der har fået et anderledes twist med overskrifter som: ”Med en superlækker ribeye er scoremiddagen hjemme”, ”Det er bare så fedt at se vanille-kornene i en citrontærte” og ”Hvis jeg var direktør i Irma, skulle der være obligatorisk fredagsbar den sidste fredag i hver måned”.
Ønsket om fredagsbar får de unge naturligvis opfyldt, fortæller Coop i en pressemeddelelse, idet alle elever i Irma fredag i næste uge byder på et glas cremant i de 82 Irma-butikker mellem 16 og 18.
Irmas marketingchef Gitte Matzen siger, at ideen med at lade andre end avisens faste medarbejdere overtage tilbudsavisen, kom da man for to år siden lod kvindelige medarbejdere stå for den en uge.
– Det medførte så, at en gruppe mandlige butikschefer året efter krævede, at de stod for en avis. Det blev to meget anderledes og dybt inspirerende aviser, men personligt synes jeg, at eleverne slår os alle, fordi deres avis brænder af passion, glæde og entusiasme. Det rører én og det lover så godt for fremtiden.
Avisen indeholder – ud over naturligvis tilbud – også portrætter af eleverne, som præsenterer deres egne favoritvarer i Irma.