Kalenderen siger, at foråret er startet nu. Selvom sneen rundt omkring ikke lige frem antyder det. Isfabrikanterne er dog ikke i tvivl, og de har startet pr-indsatsen op til den kommende sæson.

Premier Is melder bl.a. om, at der nu kommer en Cocio is.

– De danske is-spisere har klassiske vaner – og når de først har fundet en favorit, vender de tilbage til den år efter år. Derfor har is som Kæmpe Eskimo, Nuggi, Kæmpe Læske og LynStang været at finde på iskortet i mange år, og derfor består mange af vores danske nyheder af klassikere med et twist. Dette års store satsning er Cocio, en kakaoklassiker, der har taget turen fra pølsevognen til frysedisken, men med samme gode smag og stemning af hyggelig nostalgi, siger Marianne Bundgaard fra Nestlé Premier Is.

Selskabet fortæller desuden, at hver dansker spiser 9 ½ liter is hvert år, hvilket er meget mere end i sydeuropa.

ParadIs melder, at man forventer op mod 30.000 mennesker i kø foran de 14 isbarer over hele landet, når der åbnes d. 3. marts.

– Det er simpelthen årets første højdepunkt hos os. Allerede siden begyndelsen af januar har vi modtaget hundredvis af mails og telefonopkald fra vores trofaste skare af isspisere, der bare lige skal have dato og klokkeslæt for sæsonstarten, forklarer Thor Thorøe jublende i en pressemeddelelse. Han er den ene af indehaverne i ParadIs.