Den amerikanske is-producent Ben & Jerry’s går i dag i luften med en sin første, rent nordiske variant.
Som en del af virksomhedens mission om at alle varianter i Europa skal være 100 procent Fairtrade inden udgangen af 2011, er den nye is naturligvis også Fairtrade. Og så har den fået et forpligtende navn: Nordic Water Peace.
I tilgift har den en særlig mission: Sammen med Danmarks Naturfredningsforening skal den nye nordiske is sætte fokus på at rede plante- og dyrelivet i de danske farvande.
– Man kan ikke hedde Nordic Water Peace uden at være på en mission. Slet ikke hvis man er en is fra Ben & Jerry’s, siger Henrik Funder fra Ben & Jerry’s, som understreger, at den nye is er sat i verden for at leve op til sit navn:
– Som is-producent kan vi ikke skabe fred i havene, men vi kan og vil hjælpe dem, der kan. Derfor har vi lavet en aftale med Danmarks Naturfredningsforening, som betyder, at vi denne sommer vil gå på barrikaderne og sætte fokus på en række tankevækkende problemer rundt om i de danske farvande.  
Hvad samarbejdet præcist indebærer, vil parterne endnu ikke løfte sløret for, men de understreger, at der her i Danmark er et stort behov for, at livet under overfladen får et pusterum til at komme sig.
Et bedre klima står generelt højt på agendaen hos den amerikanske is-producent. Blandt andet har virksomheden reduceret sit CO2-udslip ved at omlægge transportruter og ved at have udviklet en let nedbrydelig emballage.
Deres bondegårde bruger desuden i stigende grad vind- og solenergi, og selv køerne, der leverer mælken er på vej til at blive gjort miljøvenlige gennem forskning i foder.
I alt har Ben & Jerry’s afsat 2,4 millioner euro over en femårig periode til kampen mod klimaforandringer.
Mærket blev lanceret i Danmark i 2005, og den første Ben & Jerry’s isbar åbnede i Frederiksberg Centret i 2006.