Hvad har ishockey med bankdrift at gøre?

Måske ikke umiddelbart så forfærdelig meget, men for Arbejdernes Landsbank har et hovedsponsorat af den bedste danske ishockeyliga gennem seks sæsoner ikke bare givet mening – det har også skabt målbare forretningsresultater.

Ifølge tal fra TNS Gallup fra marts i år har Arbejdernes Landsbanks synlighed og aktive indsats omkring ishockey-sponsoratet givet en tilgang på op mod 20.000 nye, ishockeyloyale kunder.

En kundetilgang, som i parentes bemærket har været med til at sikre et 2012-resultat på 560 millioner kroner før skat. Bankens bedste nogensinde. 

Men tilbage til 2007, hvor det hele, ifølge AL Banks kommunikations- og marketingdirektør Peter Froulund, startede med, at den 93 år gamle bank var på udkig efter et sponsorat, som kunne skabe synlighed og øge det uhjulpne kendskab.

– Vi gennemførte en række analyser omkring bl.a. målgrupper, og ishockey tiltalte os af flere grunde. Dels er det en dynamisk sportsgren i vækst og med et meget attraktivt publikum, både live og ved tv-skærmene. Og dels var der er godt geografisk match mellem de byer, hvor hockeykampene spilles, og vores filialnet, siger han.

Muligheden for at skabe PR på nationalt plan var naturligvis også med i overvejelserne, og da det pludselig viste sig, at sponsoratet af ishockeyligaen var ledigt, slog banken til.

Lokal aktivering

Sponsorpakken har rummet masser af elementer, som har været med til at skabe en stor grad af synlighed og associering: TV programsponsering på alle ishockeyliga-kampe, synlighed via traditionelle sponsorelementer, som bl.a. bander, tøj og digitale og sociale medier.

Og gennem de seks sæsoner, sponsoratet har varet, er det da også lykkedes at blive knyttet så meget til ligaen, at næsten alle danskere – både i og uden for ishockeysporten – har kunnet identificere Arbejdernes Landsbank som hovedsponsor. 

Men intet sponsorat uden aktivering. Og ifølge Peter Froulund har medarbejderne i bankens filialer spillet en helt afgørende rolle i den sammenhæng.

– Det er ikke mindst filialernes fortjeneste, at vi har nået de resultater, vi har. For selv om hovedkontoret har støttet med landsdækkende aktiviteter, så har vores folk i filialerne i de store hockeybyer, som Herning, Vojens, Frederikshavn osv., gjort et kæmpearbejde for at aktivere vores sponsorat op til kampe, under og efter kampe – både over for privatkunder og erhvervskunder, siger han og tilføjer, at der også i ishockeyklubbernes VIP lounger over hele landet er etableret en del nye kunder.

Læs hele historien i Markedsføring nr. 7, der udkommer i denne uge.