Det digitale reklamebureau Isobar – som er en del af Aegis Media – mander atter op på forretningsområderne ”Mobile” og ”Social”.

Selskabet har således hentet Morten Nørsten ind som ny digital direktør, eller Digital Director. Han får ansvaret for at videreudvikle bureauets fokus på at udvikle kreative løsninger, hvor mobilen og social media er vigtige elementer, og han tiltræder stillingen i dag.

– Isobar er inde i en spændende udvikling, hvor vi i stadig højere grad udvikler integrerede løsninger for vores kunder. Nu har vi brug for Morten Nørsten, som med sin erfaring, vil passe rigtig godt ind vores team af Social og Mobile eksperter. Jeg er utrolig glad for, at det er lykkedes at få Morten om bord, og jeg er sikker på, at han kan hjælpe vores kunder yderligere godt på vej i den digitale retning, siger Kasper Åkerlund, der er administrerende direktør i Isobar.

Isobar blev lanceret i Danmark for et år siden ved at fusionere webbureauet Suddenly med ansættelsen af kreative og digitale nøglepersoner i branchen.

Ved samme lejlighed skiftede bureauet strategisk fokus: Fra at være et digitalt bureau med vægten på bannerproduktion blev Isobar et digitalt reklamebureau med fokus på integrerede kampagneløsninger, hvor mobilen og social media ofte spille en central rolle.

Bureauet tæller nu mere end 21 ansatte og kan glæde sig over en omsætningsstigning på mere end 60 procent i forhold til sidste år. Kundeporteføljen omfatter blandt andre Norwegian, Beiersdorf, Call me og Danske Spil.