Servicegiganten ISS genopliver planerne om en børsnotering, der efter planen skal finde sted i 2015. ISS forsøgte sidste år at gennemføre en notering, men droppede planerne – efter eget udsagn fordi jordskælv og tsunami i Japan gjorde aktiemarkedet usikkert og dermed tidspunktet ugunstigt for en børsintroduktion af ISS.
Meddelelsen om et kommende børsnoteringsforsøg kommer i materiale til investorerne i forbindelse med årsregnskabet for 2011, som netop er sendt ud.
2011 blev alt i alt et turbulent år for ISS, der både måtte droppe forsøget på børsnoteringen og se en planlagt fusion med sikkerhedsselskabet G4S gå i vasken på grund af aktionærmodstand. Meddelelsen var dengang, at man nu ville lægge planerne på is i et stykke tid fremover.
Business.dk