Flere og flere storaktionærer i G4S melder sig på banen som modstandere af ISS-handlen, mens ingen støtter det 44 mia. kr. store opkøb. Alt tyder på, at britiske G4S’ forsøg på at overtage danske ISS er tæt på at kollapse.
Listen over store G4S-investorer, der er modstandere af købet af ISS for 44 mia. kr., får i højt tempo tilført nye, tunge navne, og dermed tegner det til, at Danmarks tredjestørste virksomhed et stykke tid endnu vil fortsætte som dansk selskab.
I går aftes meddelte investeringschef David Herro fra Harris Associates, der med ca. 5 pct. af G4S er den næststørste aktionær i selskabet, at Harris har stemt nej til handlen, og dermed tildeler den store handel endnu et hårdt slag.