Usikkerheden og udsvingene er eksploderet på ny, og med ISS’ udskudte meganotering vakler udsigten til et nyt børsboom i Danmark. Frygten for at komme til at ligne den udskældte gennotering af TDC fik ejerne bag ISS til at trække i nødbremsen.

Med børsdebutanterne Chr. Hansen, Pandora og TDC som rambukke sidste år var døren slået åben til børsmarkedet for en stribe børskandidater i år. Noteringen af ISS og måske også Falck dette forår skulle være det, der for alvor satte gang i den ventede børsfest herhjemme.

Sådan så verden ifølge flere markedsaktører ud ved indgangen til 2011. Men sådan kommer det næppe til at gå.

For med ISS’ udskudte børsnotering følger nu også revurderinger af børsplanerne hos en række andre børskandidater, lyder det fra flere corporate finance-huse, som Børsen har talt med.