GlobalConnect, der er udbyder af fibernet, datacenter- og løsninger i skyen, eller såkaldte cloud-tjenester, er i luften med en noget utraditionel B2B-kampagne, hvor en indehaver af en af verdens oftest udskældte jobtitler, it-chefen, for en gangs skyld optræder i helterollen.

Godt nok er ”nørden” iklædt de obligatoriske briller og et mobilbælte, men så stopper genkendeligheden også.

Han er vellidt. Slentrer gennem virksomheden som en verdensmand, og arbejdspladsens kvindelige elementer er tydeligvis ikke upåvirkede af charmetrolden.

Det hele skyldes (selvfølgelig) at han har været så forudseende at købe en løsning hos afsenderen af budskabet…

På TV fra mandag

Bag kampagnen står bureauet Clan B, der vandt GlobalConnect som kunde efter en bureaukonkurrence i efteråret. Også MediaBroker er involveret i kampagnen, der går på TV på mandag d. 4. marts – på TV 2 og TV 2 News. Derefter kører den videre på en digital platform, der bl.a. lader modtageren selv spille hovedperson i filmen.

– Ambitionsniveauet er højt, og vores mål med kampagnen er at plante flaget for GlobalConnect, som udbyder af corporate cloud løsninger, lyder det fra Nicolai Galal, der er kreativ direktør og partner i bureauet, som tilsyneladende har helt godt fat i telemarkedet, da selskabet i fjor eksempelvis genvandt Onfones budget.

Ifølge Galal har der længe været buzz omkring cloud begrebet, men indtil nu har ingen taget kommercielt ejerskab til markedet for cloud løsninger til virksomheder, og det er det, den nye kampagne forsøger at udnytte.

– Den kreative idé er udsprunget af indsigten, at beslutningstageren (IT-chefen) altid er virksomhedens mest udskældte. Vi bryder denne konvention og vender tingene på hovedet. Vi sætter it-chefen i centrum og viser effekten af at have lagt virksomhedens it i skyen, slutter Nicolai Galal.