IT-forhandleren Atea satser nu på at udvide sin kundekreds til også at omfatte mindre og mellemstore virksomheder, og i den forbindelse går virksomheden nye veje i sin markedsføring. Atea har – med inspiration fra detailhandelen – besluttet at sende tilbudsaviser ud til sine potentielle kunder hver tredje uge. De nye kundegrupper skal betjenes via direkte handel på telefon eller internet, og derfor oprettes en ny division til at varetage opgaverne. Atea vil desuden bruge et tocifret millionbeløb på massiv markedsføring på tv, samt i dag- og fagblade, i samarbejde med IT-producenter. Og så skal der også indrettes ny internetbutik og produceres kataloger.
Børsen s24