Samarbejdet er kommet i stand for at NTI 2002 kan blive profileret endnu tydeligere over for forretningsmæssige beslutningstagere, og for at Dagbladet Børsen kan styrke sin profil yderligere overfor IT-virksomheder. Arrangørerne af NTI-messen, IT Scandinavia Exhibitions A/S og Bella Center A/S, lover ikke at glemme IT-folket i markedsføringen af NTI 2002.
– I takt med at beslutninger om IT i højere grad er blevet en strategisk og langsigtet investering med forretningsmæssigt sigte i danske virksomheder, er topledelsen og andre ledelsesgrupper blevet en stadig vigtigere målgruppe for NTI 2002. Dagbladet Børsen har mange læsere i denne gruppe, siger Annelise Ryager fra IT Scandinavia Exhibitions.
Både arrangørerne og Dagbladet Børsen er enige om, at det strategiske partnerskab skal række ud over et traditionelt
annoncesamarbejde, så det også kommer til at indeholde fælles strategisk sparring om markedsføring af NTI 2002.