Mens projekter til produktion af el fra vind har været et mantra blandt grønne investorer, flokkes de nu om solenergi. Efter at den spanske regering har skåret drastisk i subsidierne, er der sat en brat stopper for privates interesse for investeringer dér. I stedet er Italien blevet det store hit, fordi der er høje statsgaranterede afregningspriser på investeringer i energi fra solen i anlæg, som allerede er sluttet til elnettet.
Aarhusianske Obton A/S, en af Danmarks største udbydere af investeringsprojekter i europæiske solcelleanlæg, kommer nu med et nyt produkt. Firmaet udbyder aktier til en halv milliard kr. i et stort investeringsprojekt i Italien. Målet er at skaffe 100 investorer inden årsskiftet.
–Vi mærker stor interesse for vores produkter i øjeblikket. Mange af de investorer, vi taler med, er blevet skræmt af de voldsomme udsving på aktiemarkedet og synes samtidig ikke, at renterne på obligationsmarkedet er attraktive. Derfor leder de efter et alternativ, og her er mange altså faldet for investering i solcelleanlæg, siger administrerende direktør Anders Marcus Han fortæller, at investorerne leder efter et robust produkt med en stabil indtjening og et højt udbytte – og her passer investeringer i solenergi.