Italienske reklamebureauer er formentlig ikke – selv i branchekredse – dem flertallet kender mest til.

Men det kan ændre sig, for netop nu pusler Italiens største af slagsen med planer om at etablere sig i Danmark.

Det drejer sig om det uafhængige bureau Armando Testa, der er et af Italiens ældste reklamebureauer med 250 medarbejdere og hovedkontor i Torino.

Ifølge adage.com skyldes ekspansionsplanerne, at bureauet fornylig vandt Fiat-gruppens europæiske digitale budget og fremover skal stå i spidsen for den digitale markedsføring i Europa for både Fiat, Alfa Romeo, Lancia og Jeep.

Og det kan godt blive interessant set med digitale, danske bureauøjne, mener Dan Hestbæk fra Hestbæk Consult.

Gennem sin bureaukonsulent-virksomhed har han i dag kontakter til bureauer over det meste af verden, og han kender udmærket Armando Testa.

– De er ratet som et af Italiens bedste bureauer, og vi har haft kontakt til dem i forhold til nogle europæiske FMCG-pitches vi har gennemført i Sydeuropa. I Fiat-sammenhæng arbejder de allerede for Fiat Auto, og for mig at se kan det blive interessant, hvis de vil ind i Danmark, siger Dan Hestbæk.

Hvordan interessant?

– Mit bud er, at de vil vælge at købe sig til kompetencerne, så for danske digitale bureauer vil det være en fantastisk mulighed for at komme ud over grænsen med deres kompetencer – såfremt de bliver opkøbt, siger Dan Hestbæk, som vurderer, at Armando Testa vil gå efter et bureau med en 5-7 mand, men han understreger, at der er meget, der skal overvejes:

– Det bliver en proces, hvor man skal ind og kigge nærmere på kultur, strategi, pris, naturligvis, men også perspektiver i forhold til at tiltrække de rigtige kunder og de rigtige digitale kompetencer. Kompetencer, som isoleret set i øvrigt vil være væsentligt stærkere her i Danmark end i de forskellige Armando Testa bureauer, som traditionelt er ”big idea” agencies, siger Dan Hestbæk.

Har du et bud på, hvilke bureauer, der kunne komme i spil?

– Ja, jeg kunne godt pege på en håndfuld gode muligheder, men jeg vil ikke sætte navn på. Men hvis de ringer og spørger, vil jeg bestemt have en mening om, hvem de skal tage fat i, lyder det fra Dan Hestbæk.

Sverige mere oplagt
Han mener i øvrigt, at det er interessant, at Armando Testa vælger Danmark, og ikke Sverige.

– De danske digitale bureauer har stærkere regnskaber, og vil derfor typisk være dyrere end de svenske, så derfor ville de have bedre muligheder for købe gode kompetencer billigere i Sverige. Desuden er Sverige kendt for at uddanne mere, og dertil er budgetterne på de digitale accounts større i Sverige, som er et større marked. Men det skal blive interessant at se, hvad der kommer til at se, siger Dan Hestbæk.

Fiat er ifølge adage.com i dag verdens sjettestørste annoncør og havde sidste år et reklamespend på 1,8 milliarder dollar, svarende til næsten 10,5 milliarder danske kroner. En tredjedel heraf, omkring 3,5 milliarder kroner, blev brugt i Europa

Ifølge Fiats Group Automobiles media og digital-marketing director, Maurizio Spagnulo, er Fiat i gang med at omstrukturere sin digitale markedsføring i hele Europa – det digitale repræsenterer allerede 20 procent af bilproducentens budget, et tal som Spagnulo forventer, der bliver endnu højere i 2013.