IUM blev på Mediadagen kåret som bedste mediabureau. Grand Prix’en blev givet på baggrund af triumferne i kategorierne Mediestrategi og Medieidé. Kræftens Bekæmpelse og Coca-Cola er de modige annoncører bag kampagnerne.
Formålet med ”Vidunderlivet” for Kræftens Bekæmpelse er at nedsætte livmoderhalskræft ved at sikre en høj deltagelse i det gratis HPV-vaccinationsprogram for piger årgang 1985-1992. Briefen handlede om, at målgruppen skulle orienteres om, at den skal have alle tre vacciner, samt at den skal lade sig screene jævnligt.
Budskabet har en stor relevans for målgruppen, da det omhandler et meget følsomt og alvorligt emne, som de skal tage stilling til.
– Løsningen har været at skabe et positivt univers omkring et alvorligt emne. Vi har arbejdet med en kompleks målgruppe, hvor der er tre segmenter: dem, der bare lader sig vaccinere – de incitament søgende – og dem, der gør det, når veninderne gør det. Omdrejningspunktet i strategien er derfor ”Veninder for livet”, og kampagnen skal altså at skabe et univers af venskab, omsorg og fælleskab, fortæller kontaktdirektør Lars Boesen fra IUM.
Facebook er omdrejningspunktet
Kampagnen stod på tre medie-søjler: TV for at skabe opmærksomhed. Biografreklamer, for at skabe awerness, når kvinderne er sammen om en hyggelig begivenhed. Og mobil og internet, for at drive trafik til Facebook
– Facebook er den centrale kampagneplatform, fordi målgruppen lever på de digitale medier, sammen med deres veninder. De brede medier har drevet målgruppen ind på Facebook, hvor der pt. er over 30.000 brugere på ”Vidunderlivet”. Vi poster nyheder på Facebook og brugerne skaber debatten.
– Flere end 70% i målgruppen har gennemført vaccinationsforløbet og forventningen er, at endnu flere vil komme til inden kampagnens afslutning ved årsskiftet. Målet var 70%, så der er ingen tvivl om, at kampagnen og strategien har været en succes, siger Lars Boesen og tilføjer:
– De gode resultater bunder i en god synergi i det kreative koncept, mediestrategien og Kræftens Bekæmpelse’s lokale afdelingers arbejde med at aktivere målgruppen og den store pressedækning.