Mediabureauet IUM bliver Bosch Siemens Home Appliances AB’s nye mediebureau fra og med årsskiftet.

Det står klart efter en pitch, der gik i gang i starten september, og som altså nu er endeligt afgjort til IUM’s fordel.

Nordisk Marketing Manager Angela Gustafsson Redén, fra Bosch Siemens SDA, siger:

– Efter en meget lang pitch-proces, er vi endelig kommet i havn med valget af mediebureau for BSH Norden. Vi er meget glade for valget af IUM, der overbeviste os  med deres store medieekspertise, tekniske løsninger  og vedholdenhed.

BSH Home Appliances AB rummer en stribe kendte varemærker, herunder Bosch, Siemens, Gaggenau og Neff, og hos IUM, der i forvejen har en del erfaring inden for retail med kunder som Dansk Supermarked, Neye og Q8, glæder Michael Thim, CEO for IUM, sig til det nye samarbejde.

– Vi er utroligt glade for at BSH har valgt os. Vi ser det som et bevis på, at vi har en senior kompetence, med en god forståelse for Bosch Siemens udfordringer i et foranderligt forbruger- og medielandskab. Vi ser frem til et spændende samarbejde, siger han.

Parterne oplyser ikke, hvilke mediabureauer, der var med i pitchen, men OMD har tidligere samarbejdet med Bosch Siemens Home Appliances AB.