Den seneste skattereform hævede skatten for investorer, som ejer mindre end ti procent af en virksomhed og giver en forventet årlig indtægt på 150 til 200 millioner kroner. Men nu viser det sig, at skattestigningen også fjerner investeringer for op mod 14,5 milliarder kroner over de næste syv år. Det viser en undersøgelse, som brancheforeningen DVCA, der repræsenterer en bred vifte af investorer som eksempelvis kapitalfonde og venturefonde, står bag. Her giver DVCAs medlemmer udtryk for, at de allerede har undladt at investere i iværksættervirksomheder på grund af den nye skat, som trådte i kraft ved årsskiftet. Det gælder for hele 62 procent af de såkaldte Business Angels – et andet ord for private investorer:
– Undersøgelsen viser med al tydelighed, at iværksætterskatten allerede nu har katastrofale konsekvenser for dansk iværksætteri. At hele 62 procent har sagt nej til investeringer, kommer bag på mig. Det vil desværre snart afspejle sig negativt i iværksætterstatistikken. Regeringen når i hvert fald ikke målet om, at Danmarks skal være blandt verdens førende iværksætternationer i 2015, siger adm. direktør i DVCA, Jannick Nytoft.
Berlingske Business side 3.