Åh nej, tænkte jeg, da jeg havde læst de sidste ord af Toni Ladegaards indlæg i sidste nummers “SÅDAN!“. Nu faldt hun også i småborgerlighedens store sø af uviste reklamer. For hvis man nu har lavet en fed kampagne. En af den dér slags, som man bare ved, at alle har lyst til at se igen og igen. Burde man så ikke gøre ALT for at den så dagens lys? Som hun netop først (og helt korrekt i øvrigt) antager…
Jeg mener – vi har sgu da vel en slags forpligtelse til at vise omverdenen, hvad reklamebranchen kan præstere. Ellers tror menig- og hvermand jo bare, at samtlige kreative hjerner i Dannevang bærer pseudonymet “Henrik Juul“. For der er jo altid det navn, som bliver nævnt i medierne, når det handler om de fede reklamer, ikk. Med andre ord: Bare fordi det ikke er alle kreative, som har 1) en hardcore projektleder, der kan sælge kampagnen ind hos kunden, eller 2) en kunde som tør mere end den grå masse af annoncører – ja så bør det vel ikke gå ud over alle de seere/forbrugere, som ellers trofast sidder og klasker sig på lårene over “Polle fra Snave“ eller et af de mange andre fremragende spot i reklameblokken. Vel?
Derfor bør kreative herhjemme faktisk engang imellem sige “fuck kunden“.
Til fordel for forbrugeren vel at mærke.
At det i Toni Ladegaards tilfælde så i virkeligheden handler om narcicisme, selvoptagethed og de kreatives indbyrdes klappe-hinanden-på-skuldrene priser som fx. Guldkorn er en helt anden sag. Den slags priser ved vi jo efterhånden godt – desværre – er værdiløse (selvom jeg ikke kender én eneste kreativ, der ikke gerne ville nomineres til én af slagsen). Men giv for f.. forbrugerne det de har krav på. Nemlig det bedste.