Inden for de seneste måneder har Carlsbergs husbryggeri Jacobsen lanceret ikke færre end ni nye varianter, herunder Jacobsen Baobab Beer til Copenhagen Food Festival og Jacobsen Foodcourt Ale til Roskilde festivalen, og nu har den succesfulde specialøl også fået sin egen bar.
Baren, eller gastropubben som folkene bag kalder det, hedder Bar Jacobsen. Den ligger på toppen af Illum som en del af shoppingcentrets foodcourt, ILLUM Rooftop, og det er det kreative bureau Wonderland og restauratøren Søren Haahr, der står bag konceptet i samarbejde med Carlsbergs Jacobsen-brand.
Bar Jacobsen er ifølge Jonas Bjarkow, Senior Marketing Manager i Carlsberg Group, et produkt af Carlsbergs ønske om at åbne et sted, hvor man hurtigt og effektivt kan teste produkter i det rette miljø.
– Bar Jacobsen er et sted, hvor folk kan møde de populære specialøl fra Jacobsen på de helt rigtige præmisser. Både hvad angår servering og viden om øllene. Vigtigst af alt er det et sted, hvor vi kan give folk en god øl- og madoplevelse, siger Jonas Bjarkow.
Ingen øl uden planter
Det er det kreative bureau Wonderland, som også specialiserer sig inden for produktdesign og visuel identitet, der står bag Bar Jacobsens look.
Bureauet har tidligere samarbejdet med Carlsberg om interior-projekter: Senest Carlsbergs VIP lounge i Parken, samt den store bar og spisesal: Hall of Carlsberg sammesteds.
– Carlsberg har førhen været utrolig glade for Wonderland, samt deres forståelse for at forene brandidentitet og lækkert design med funktionelle og langtidsholdbare løsninger. Derfor faldt valget på dem, og vi er endnu en gang meget tilfredse med resultatet, siger Jonas Bjarkow.
Om stilen og designet i den nye Bar Jacobsen siger Simon Nygaard fra Wonderland:
– Vi har ønsket at skabe en hyggelig og afslappende atmosfære med en løsning, hvor vi har kombineret Jacobsens brand identitet med en simpelt skandinavisk tilgang til interiør. Derfor finder du mange visuelle referencer, ligesom planter spiller en stor rolle i rummet, bl.a. i form af den otte meter lange plantevæg. Der kan trods alt ikke brygges øl uden planter.
Fornem vækst
Og Jacobsens evner udi ølbrygningens kunst kan der næppe sættes spørgsmålstegn ved.
Carlsbergs husbryggeri har således med succes inden for de seneste måneder lanceret ikke færre end ni forskellige varianter – herunder Jacobsen Gylden Ale (udelukkende til Dagrofa), Jacobsen Export Lager 1874 (H.C. Andersen øllen), Jacobsen Baobab Beer (Copenhagen Food Festival), Jacobsen Foodcourt Ale (Roskilde festivalen) og Jacobsen Upside Down (Århus Festuge) og Jacobsen Pale Ale.
Og nok er de bedst-sælgende mærker Jacobsen Brown Ale og Jacobsen Saaz Blonde, men de nye varianter har i høj grad været med til at drive væksten hos Jacobsen, oplyser bryggeriet.
Inden for de seneste 12 måneder har Jacobsen-brandet således i detail/off trade lagt sig klart i spidsen på volumen i forhold til de nærmeste konkurrenter i kategorien ”Specialøl”. Jacobsen distancerer desuden sine fem nærmeste konkurrenter (målt på volumen), når det gælder den procentuelle vækst i forhold til det forgangne år.
Se video fra den nye Jacobsen-bar her.