Ikke færre end syv James Bond-film spillede han hovedrollen i – den britiske, adlede skuespiller Sir Roger Moore – og nu går han så på sine ældre dage også ind i reklamebranchen.
Fra Cannes Lions – VM i reklame – lyder beskeden i hvert fald, at Sir Roger Moore til sommer skal sidde med i juryen ved ungdomskonkurrencen Young Lions Health Award, når den store internationale kreative festival Cannes Lions løber af stablen i Sydfrankrig til sommer.
Det er dog næppe skuespillerene evner som agent og førsteelsker på det hvide lærred, der er den virkelige årsag til, at han optræder ved reklamefestivalen, men mere hans store arbejde som UNICEF Goodwill Ambassadør gennem en årrække.
Konkurrencen, hvor Roger Moore skal dømme, går ud på, at de unge kreative skal komme med deres bud – i kampagneform – på, hvordan man imødegår sundhedsmæssige udfordringer i udviklingslandene. UNICEF vil efterfølgende benytte sig af vinderkampagnen til at mobilisere støtte til bedre sundshedsforhold for især børnene i disse lande.
Organisationen bag konkurrencen benytter lejligheden til at forlænge fristen for indsendelse af bidrag til konkurrencen til 2. april.
Lions Health-festivalen kører i Cannes den 19. og 20. juni i forbindelse med den ”store” kreative festival Cannes Lions.