Naturkatastrofen i marts i Japan påvirker fortsat landets økonomi. Onsdagens handelstal for april viser det første underskud på landets handelsbalance i 31 år for en april måned, skriver Ritzau.
I forhold til april 2010 er udviklingen sigende. Sidste år viste handelsbalancen et overskud på cirka 730 milliarder yen (46 milliarder kroner) mod et minus i april i år på knap 464 milliarder yen (29 milliarder kroner).
Eksporten faldt i april med 12,5 procent, den største nedgang for en enkelt måned i halvandet år, mens importen voksede med 8,9 procent, ifølge en opgørelse fra finansministeriet.
Naturkatastrofen den 11. marts forårsagede massive skader på infrastrukturen i Japan og medførte midlertidig lukning af mange virksomheder.
Afskibningerne af personbiler dykkede med hele 67 procent sammenlignet med april 2010, mens eksporten af elektronikdele faldt 19 procent.