Det er da gevaldigt, som JBS-kommunikationen fra Cuba skaber storm i danske medier. Intet PR-bureau ville være i stand til at skabe den slags omtale. Og det har de det fint med hos JBS, der for fire år siden fik fagbevægelsen på halsen, fordi de brugte sygeplejesker og nonner i en tilsvarende kampagne.
Denne gang er det 3F og Kvinderådet, der med særdeles stærke ord bebrejder uldjyderne, at de udnytter de fattige i Den Tredje Verden via et sexistisk univers, hvor køn og race spiller sammen, og hvor kvinder fremstilles som værktøjer, der er sat i verden for at tilfredsstille mænd.
Det er hårde ord i en tid, hvor erhvervslivet skal skabe salg for at få gang i økonomien. Er I en flok platte, sexistiske tosser ude på M2 Film?
– Det er en anelse hårdt trukket op, siger Jan Pedersen, kreativ direktør hos M2 Film. ”Vi tænkte faktisk ikke sexistisk med filmen. Ser du filmen igennem med åbent sind, viser den stærke kvinder, der tester herreundertøj. Og udgangen på filmen, der trods alt må tolkes som en slags konklusion, er, at en Hexia de Trick-type, der har fortalt historien til en dreng, nægter at lade drengen købe underbukserne, fordi han endnu ikke er en mand. Det kalder jeg kvindemagt.”
God pointe. Men jeg blev da helt glad og opstemt af at se en dejlig badestrand og smukke service-mindede damer. Kan man udelukke, at en del fortolker filmen i den retning? Måske endda som støtte til Fidel Castros sultne masser, nu hvor sukkerpriserne er i bund?
– Heller ikke det er tænkt ind som den røde tråd i fortællingen, men det statslige filmselskab på Cuba og skuespillerne var meget glade for, at vi lagde produktionen der. De er først ved at få gang i deres filmindustri, og på den led kan man da godt udlede, at vi støtter en spirende industri.
Og I støtter også JBS og Uncles produktion. I går fik I mindst en million seere ved at blive diskuteret i Aftenshowet. Det kan vist ikke gøres bedre?
– Det har du ret i. Hvis vi ser på den virale effekt, fik vi enorm eksponering ved, at DR viste samtlige 1,33 minut i den bedste sendetid. Og da en af strategierne bag kommunikationen er viral deling, er vi kommet særdeles godt i gang. Men det er Uncle Grey, der har lagt strategien. Vi er bare produktionsfolk.
Hvad er egentlig god reklame?
– Vi har en pligt til at skabe opmærksomhed om kundens produkt. Det skal gøres med kant. Hvis vi laver noget, der sejler forbi kunderne som et stille skib i natten, giver kommunikationen ingen mening. Vi skal jo lave film, der interesserer seerne og i bredere forstand forbrugerne.
Og måske skabe debat?
– VI skal udfordre, afsøge grænser og skabe debat. Og hvis du vil skrive under på dét, så er JBS-filmen inden for skiven. Jeg er sikker på, at filmen vil sprede sig, og at det er de færreste, der modtager budskabet negativt. Den har for megen humor, den er smuk, og den indeholder ikke skyggen af racisme, slutter Jan Pedersen.
I alt syv mand deltog i produktionen, en fra JBS, tre fra Uncle og tre fra M2 Film. Det er Klaus Lysgaard, der er instruktør på filmen, og det er første gang, M2 Film bruger Cuba som location.
Se filmen herunder:
/embed>