Glem alt om online dating, pinagtige first-dates og lange, sene nætter på jagt efter den eneste ene.

Vero Modas jeans-brand Noisy may er i luften med en ny digital kampagne, som via Facebook gør alt det der med at finde den helt rigtige kæreste meget nemmere.

Omdrejningspunktet for kampagnen – “Find Your Perfect Match” – er en Facebook-applikation, som på baggrund af alle de interaktioner, brugeren har med sin omgangskreds på det sociale medie, udregner hvem af Facebook-vennerne, der har det største romantiske potentiale.

Udregningen baserer sig på en algoritme, som blandt andet tager højde for, hvem man chatter med, hvis fotos man klikker på, eller hvem der synes godt om ens opdateringer.

– Udregningen er måske ikke 100 procent videnskabelig, men det er i hvert fald underholdende at se Facebook-applikationens bud på den eneste ene. Er man ikke enig, kan man jo altid finde det perfekte match blandt Noisy may’s mange jeans i stedet, siger direktør for Patchwork, Martin Olesen.

Mekanismen i applikation minder om funktionaliteten i datingapplikationen “Tinder” blot med den forskel, at Noisy may kigger på interaktioner inden for vennekredsen på Facebook, mens Tinder afdækker fælles venner og interesser blandt alle brugere.

Men altså, hvorfor skal et tøjmærke nu til at lege Kirsten Giftekniv, om jeg så må sige?

– Mange i Noisy may’s målgruppe, som er unge kvinder, er endnu ikke i etablerede parforhold, hvorfor emnet med dating og jagten på den eneste ene fylder meget. Vi har derfor set en idé i at bidrage med et sjovt og underholdende værktøj i den forbindelse. Samtidig er der i denne sammenhæng også stor fokus på udseendet, hvorfor Noisy may’s produkter passer fint ind i sammenhængen. Når man har besluttet sig for at skulle på date med den mulige eneste ene, er det jo vigtigt at jeansene sidder godt, siger Martin Olesen.

Kampagnen gik i luften for få dage siden og bliver foldet ud hos Noisy may på både Facebook, Instagram og website.