39-årige Mette Barnes tiltrådte i februar en international stilling som Vice President for PR & Communications i NENT Group, der blandt andet står bag Viaplay, TV3-kanalerne og streamingtjenesten Viafree.
I sit nye job er Mette Barnes ansvarlig for en ny, samlet PR-enhed på 16 personer bestående af fire teams for henholdsvis: Sverige, Danmark/Norge, Sports PR samt Internationale markeder.
– Jeg er sådan en, der gerne springer ud i nye udfordringer, for min erfaring siger mig, at man som regel godt kan flyve, når man skal. Og så købte jeg 100 procent ind i ideen om et nordisk setup. Før var vi mere opdelt i lande-en-heder, men i dag lærer vi meget mere af hinanden på tværs af Norden, siger Mette Barnes.
Corona-år på godt og ondt
Hvordan har corona-året 2020 været for jer?
– Det har været et anderledes år for alle, men hos os har der været fuldt knald på. Streaming har jo været et hit, fordi folk har været meget mere hjemme, og hos NENT har vi vækstet vores kundebase med tre millioner.
– Så det har været et år med gejst, glæde og fart på. Vi har også etableret os i Island, og 2021 byder på mange flere lande.
" Vi har kun ét forsøg til at give et stærkt førstegangsindtryk.Mette Barnes, Vice President for PR & Communications i NENT Group
Hvad har corona betydet for dit teams daglige arbejde?
– Jeg synes, vi er rykket tættere sammen. Vi har taget hul på at være den organisation, vi skal være, i en tid, hvor Teams har sat dagsordenen for møder. Og jeg ved godt, at mange er trætte af det, men for os har Teams faktisk også gjort noget positivt.
– Fordi vi er et internationalt team, har det betydet, at alle har været ”mere lige”. I modsætning til før, hvor nogle har siddet fysisk samlet, og andre har været med online og måske følt sig ”langt væk”.
Hvad bliver dine største opgaver i 2021?
– Internt helt klart at bygge et stærkt team og skabe den rigtige holdånd. Der er travlt både nu og fremover, så det er vigtigt at sikre, at vi hele tiden holder fast i best practise på tværs af lande. Og på forretningssiden har vi flere store lanceringer i 2021: I Baltikum, hvor vi er i gang i lige nu, senere kommer Polen og USA.
BLÅ BOG
Navn: Mette Christiansen Barnes
Alder: 39 år
Uddannelse: Cand.mag.com, Virksomhedskommunikation, CBS og SDU
Job: Vice President, PR & Communications, NENT Group
Tidligere bl.a.:
– Head of Marketing & Communications, NENT Group Danmark
– Head of Corporate Communicati-ons, NENT Group Danmark
– Senior Communications Advisor, 3 Danmark
– Communications Officer, Ericsson
– Der ligger masser af opgaver i blandt andet forundersøgelser af markeder: Hvordan kan vi rulle det ud, hvordan ser sportsrettighederne ud osv. Endelig har vi gang i masser af egenproduceret nordisk drama – for eksempel kommer Riget jo tilbage – og dermed en masse titler, der skal rejse på tværs af Norden.
Inspireret af sportens verden
Hvad er det vigtigste krav stiller du til eksterne partnere?
– At de evner den lokale forankring, så vi sikrer et så lokalt touch som muligt. Og så vi får viden om, hvad der virker – og ikke virker – i de enkelte lande. Det er altafgørende at sikre en stærk PR-mæssig launch, for vi har kun ét forsøg til at give et stærkt førstegangsindtryk.
Hvornår mener du selv, du er en succes i dit nye job?
– Når jeg kan mærke, at jeg leder mit team i den rigtige retning. Når jeg lykkes med at skabe motivation. Jeg er meget bevidst om, at man intet er uden sit team, og at det er teamet, der skal have credit for de sejre, vi skaber.
– Jeg er inspireret af sportens verden og meget optaget af vigtigheden i, at vi formår at spille hinanden stærke, og det outcome, vi genererer ved netop det. Så hvis teamet er en succes, er jeg en succes.