En optimist løber risikoen for at tabe. En pessimist går glip af chancen for at vinde, mente den indisk-muslimske filosof Nazrat Inayat Khan, og man skulle tro, Knud Lindholm Lau havde læst sætningerne.
Han læser nemlig så meget mærkeligt, fx Victor Klemperers ”LTI – Det Tredje Riges Sprog” oprindeligt publiceret i 1947. Næppe mere end en håndfuld kloge-Åser i Danmark havde indtil 2010 læst bogen, men Knud Lindholm Lau ville det anderledes. Han fik bogen mesterligt oversat og udgav den på dansk.
Den er i dag solgt i 4.500 eksemplarer. Ved hjælp af gode fonde og en stædig marketingindsats, der er en eliteidrætsudøver værdig. PR var kernen i indsatsen, og det er derfor, Victor Klemperer finder vej til markedsforing.dk. Men først spørger vi, hvorfor pokker Lindholm Lau, i øvrigt en af Danmarks førende tale-coaches, overhovedet begav sig ud på denne marketingmæssige Urias-vandring?
– Jeg kunne ikke lade være. Muligheden var til stede, og bogen anbefalede sig selv. Og så opdagede jeg, at forlagsverdenen ikke har brug for markedsanalytikere, men for ildsjæle, der gennem PR kan flytte og skabe markedet i stedet for at registrere det som noget statisk, siger Knud Lindholm Lau.
– Forlagene lod denne bog ligge i 60 år, de turde ikke satse, selvom dens aktualitet og klassikerstatus var indlysende – for mig. De etablerede regnede Klemperers ”LTI” for usælgelig til trods for, at Gyldendal siden 2000 havde solgt samme forfatters dagbøger i profitable kæmpeudgivelser.
– Forlagene har sikkert målt og vurderet helt rigtigt efter alle professionelle standarder, men de tog bare fejl. Vi vidste jo ikke bedre, og derfor står vi i dag med en bestseller med PR som det grundlæggende værktøj. Som helt ny i forlagsbranchen er en eksponering af initiativets grundidé på 4,1 millioner gange i presse og fagblade ikke så ringe endda.
Begejstring og fantasi sælger
Den eneste grund til, at det tyske forlag Reclam overhovedet tillod en grønskolling i bogbranchen at udgive klenodiet Klemperer var, at Lindholm Lau spontant argumenterede med, at ”jeg er optimist” – apropos Nazrat Inayat Khan. Og den læring giver han gerne videre.
– Gå i gang med det, I brænder for, genfind begejstringen og fantasien, skab et marked med opfindsom PR i den bedste og mest positive betydning af ordet.
Optimismen blev omsat til opfindsom lancering, det er nødvendigt i et marked, man med lidt god vilje kan kalde for et støj-helvede. Co-creation er et element af succesen.
– Alle interessenter skal betragtes som medskabere, ikke som kommercielle modparter. Vi har fx trykt bogen her i landet på overenskomstdækket trykkeri uden at ville spare den sidste femøre. Vi har honoreret oversætteren Henning Vangsgaard ordentligt, har ofret på layout og dermed fået selve titlen udformet som et ubetaleligt, genkendeligt logo, og vi har givet gode rabatter og relevante informationer til boghandelen.
Og så er der hele Word-of-Moouth aspektet?
– Når man er ”personlig” forlægger, kæmper man for sin bog – i pressen, på talerstole, ved middagsselskaber, i bussen og på genbrugspladsen. Man udstråler nødvendighed og begejstring, fordi bogen (eller et hvilket som helst andet produkt, red.) er vigtig for samfundet, ikke kun for forlagets økonomi og antallet af faste stillinger.
– Husk på, at ingen gider hjælpe den beregnende købmand, uanset hans branche. Til gengæld får man som ildsjæl massiv PR-virkende respons fra læsere, fagfolk og branchefolk fordi engagement smitter, og rigtig mange vil gerne yde deres egen kulturelle og politiske indsats. Lige pludselig kommer den solidariske, praktiske støtte, også fra det mest uventede hold på en måde, der slet ikke kan beregnes på et småkedeligt og gråt møde. Forlagsvirksomhed foregår ude i verden, sammen med andre entusiaster. Kald det bare PR i Brugsens kassekø – den engagerede købmand virker, slutter Knud Lindholm Lau.
Helt konkret brugte Knud Lindholm Lau 116 dage på bogens samlede markedsføring. Han holdt foredrag om bogen og deltog i messer rundt omkring i Danmark. Medier fik skræddersyede henvendelser, hvor af nogle åd kommunikationen råt, mens andre valgte at bearbejde informationerne. Et site (klemperer.dk) og videostreaming fra Bogforum var naturligvis også en del af arsenalet.
Samlet set fik Klemperer omtaler i tv (4 gange), radio (6 gange) og i de største aviser (12 gange). Plus det løse. Og når man lægger læsere, seere, lyttere, web-besøgende og tilhørere sammen, ender man på en eksponering på over fire millioner.
Men det begyndte med optimisme og en ildsjæls gigantiske arsenal af vilje. Fra værktøjskassen hentede Lindholm Lau god gammeldags PR tilsat et drys af Word-of-Mouth. Og det er vel læringen til alle brancher. ”En optimist løber risikoen for at tabe. En pessimist går glip af chancen for at vinde.”